Brasilien er hårdt ramt af Corona med over 21 millioner positive tilfælde og en økonomi, der i høj grad er påvirket negativt af pandemien. Derfor har European Energy i samarbejde med en række brasilianske kommuner igangsat et COVID-19-hjælpeprogram i de områder, hvor European Energy er aktive i Brasilien med vedvarende energiprojekter. IFU har bidraget med finansiel støtte til programmet, der er aktivt i resten af 2021. Programmet finder sted i den brasilianske provins Pernambuco.
“Vi ønsker at gøre en positiv forskel i de områder, hvor vi er med til at udvikle vores vedvarende energiprojekter. Brasilien har været hårdt ramt af Covid-19 pandemien, og vi har set en oplagt mulighed for at kunne give tilbage til det lokale samfund.”
Jens-Peter Zink, Executive Vice President i European Energy.
Covid-19 hjælpeprogrammet består i, at 1.100 husstande, der er udvalgt af de lokale brasilianske myndigheder, får ansigtsmasker, håndsprit samt fødevarer ad fem omgange i løbet af august til december 2021. Samlet set kommer der til at blive leveret 26.400 ansigtsmasker, 4.500 liter håndsprit, 4.500 pakker med fødevarer og 18.000 stykker sæbe. Derudover vil der være brochurer med vejledning til, hvordan man bedst muligt undgår at blive smittet med COVID-19.
“Generelt har udviklingslandene været hårdest ramt af corona-pandemien. Det gælder også Brasilien. Vi er derfor glade for, at vi via vores særlige corona-pulje kan yde økonomisk støtte til den indsats, der nu hjælper en række mennesker med at håndtere konsekvenserne og giver mulighed for, at de kan beskytte sig mod den fortsatte smitterisiko.”
Mikkel Kallesøe, Vice President for Sustainability and Impact i IFU.
Den samlede finansiering af hjælpeprogrammet er på 890.000 kr., hvoraf European Energy står for 40 procent, mens IFU står for 60 procent.
European Energy er i gang med at udvikle og bygge tre vindmølleparker i området. Vindmølleprojekterne er Ouro Branco I og II samt Quatro Ventos på i alt 94,5 MW energikapacitet. European Energy regner med, at projekterne kan blive forbundet til elnettet i slutningen af 2022.