Cases

BROOM FRÍO HAR EN COOL TILGANG TIL FORRETNING OG MENNESKER

9
millioner USD i investering fra IFU
250
arbejdspladser lokalt
95
procent af de ansatte er ufaglærte

Broom Frío i Chile driver køle- og pakkeanlæg, som øger frugt og grøntsagers kvalitet og holdbarhed. Med et kapitalindskud fra IFU vil virksomheden udvikle sine nuværende aktiviteter og udvide til Peru.

Broom Frío driver køle- og pakkeanlæg til frugt og grøntsager i Ovalle-dalen i Chile. Med en investering på ni millioner USD bidrager IFU til, at virksomheden kan udvikle de nuværende aktiviteter og udvide med et nyt køleanlæg i Peru. Dermed kan Broom Frío også betjene sine eksisterende chilenske kunder i Peru og samtidig opbygge en lokal og international kundeportefølje på det hurtigvoksende peruvianske marked.

 Udvikler agroindustrien

Broom Fríos faciliteter kan håndtere flere forskellige typer af afgrøder såsom citrusfrugter, avocado, vindruer, blåbær og asparges. Da de har forskellige høstsæsoner, kan Broom udnytte sin køle- og lagerkapacitet året rundt. Derfor er det også en fordel for de lokale producenter at lade Broom stå for håndteringen i stedet for at bygge egne faciliteter, der ikke kan udnyttes effektivt.

– Vores kerneområde er at tilbyde kølig opbevaring tæt på frugt- og grøntsagsproducenterne. Tid, især umiddelbart efter høsten, er en afgørende faktor for frugtens kvalitet og holdbarhed i supermarkederne, siger Andrés Nuñez Sørensen, som er CEO i Broom Frío.

IFU har mange års erfaring med at investere i landbrugsvirksomheder i udviklingslande og vækstmarkeder, inklusiv Latinamerika. Ved at gå sammen med professionelle partnere kan IFU fremme overførsel af viden inden for både drift og ledelse.

”Chile er en af verdens førende frugteksportører, og gennem vores investering sammen med en kompetent lokal partner kan vi bidrage til at styrke konkurrenceevnen i Perus landbrug og gøre det bæredygtigt fra begyndelsen.”

Jakob Anker Tvede, Investment Director i IFU

Mennesker er afgørende for succes

IFU’s investering skubber Broom Fríos internationaliseringsstrategi i den rigtige retning. Men lige så afgørende er det, at samarbejdet inkluderer en ambition om at gøre Broom Frío førende inden for corporate governance, miljø og CSR.

Det nye anlæg i Peru kommer til at ligge i Lambayeque-regionen, som i de senere år har oplevet stigende fattigdom. Broom Frío tager nye job med, og de to anlæg vil, når de er i fuld drift, skabe 250 arbejdspladser. 95% af medarbejderne vil være ufaglærte, og 35% vil være kvinder.

”Vores medarbejdere er afgørende for vores succes, og vi ønsker at gøre tingene på den rigtige måde. Deres sikkerhed og trivsel er vigtig i sig selv, men også vigtig for vores konkurrenceevne. Det behøver ingen overbevise mig om. Forhåbentlig kan vi blive et forbillede i lokalsamfundet, for vores kunder og vores konkurrenter.”

Andrés Nuñez Sørensen, CEO, Broom Frío

  • Fokus på fødevaretab

    Investeringen i Broom understøtter verdensmål 12.3, der har fokus på at halvere det globale fødevaretab i produktions- og forsyningskæder, herunder tab af afgrøder efter høst.