v/Sven Riskær, IFU
Med oprettelsen af Industrialiseringsfonden for Udviklingslande (IFU) allerede i 1967 placerede Danmark sig tidligt som et af de lande, der systematisk og målrettet forsøgte at inddrage de private, direkte investeringer aktivt i en udviklingspolitisk sammenhæng. At investeringer er en af de nødvendige forudsætninger for at opnå økonomisk udvikling i ulandene blev anerkendt af de tidligste udviklingsøkonomer helt fra starten af ‘udviklingsøkonomien’ som særskilt begreb umiddelbart efter afslutningen af 2. verdenskrig og den hurtigt efterfølgende afvikling af koloniimperierne.
I de første årtier helt frem til slutningen af 1970’erne var der overvejende fokus på statslige eller statsstyrede investeringer, både når det gjaldt infrastrukturopgaver og investeringer i egentlige produktionsvirksomheder. Der kan anføres tre årsager hertil – for det første var udviklingsøkonomien i høj grad en videreførelse af kolonimagternes centrale styring af fattige, underudviklede lande ofte uden egentlig entreprenørklasse, for det andet var der en betydelig orientering hen imod ‘socialisme’ både i den såkaldte ‘liberale’ del af verden og i den i første omgang ganske fremgangsrige kommunistiske verden, hvilket gjorde indtryk i bl.a. så toneangivende lande som Indien, Ghana og Tanzania, og for det tredje var udviklingsøkonomiens teoremer udformet af en gruppe af overvejende teoretisk uddannede akademikere uden direkte forståelse af eller fornemmelse for entreprenørens opgave og bidrag til den økonomiske udvikling. Endelig skal det tilføjes, at udviklingsbehovet – dengang som nu – var enormt, og at ingen af de tidligere kolonier i Afrika og Sydøstasien lige så lidt som de ‘frigjorte lande’ i Latinamerika og Østasien havde egne kapitalressourcer af betydning, samtidig med at de nys frigjorte lande havde et betydeligt ‘nationalistisk efterslæb’, som gjorde dem til skeptikere eller direkte modstandere af udenlandske (private) investeringer, nu hvor friheden netop var vundet.
På den baggrund er det ekstra tankevækkende og ret beset fremsynet, at man i Danmark allerede i slutningen af 1960’erne indså det positive bidrag, som de private, direkte investeringer kan yde i udviklingsprocessen. Fremkomsten af IFU var måske ikke alene udtryk for en overordnet politisk erkendelse, men i nok så høj grad et samspil mellem dels stærke ønsker fra danske virksomheders side om at få den nødvendige støtte til at komme ud og tage aktivt del i den internationaliseringsproces, som i dag kaldes globaliseringen, dels en taktisk erkendelse af at man med oprettelsen af IFU (‘Kaffefonden’) kunne sikre en mangfoldig nyttiggørelse af toldindtægter (på kaffe og te), som ellers skulle have været opgivet ’til ingen verdens nytte’.
Med sammenbruddet af den kommunistiske samfundsøkonomiske model hen imod slutningen af 1980’erne opstod der globalt en generel erkendelse af, at private investeringer i mange tilfælde var langt at foretrække frem for ineffektive bureaukratisk ledede statsvirksomheder. Samtidig havde de halvtreds år, der var gået siden afkolonisering og ‘frigørelse’, i de fleste lande ført til den erkendelse, at private investeringer kunne være lige gode, uanset om de havde en national oprindelse eller kom fra udlandet. I mange tilfælde kunne de udenlandske investeringer til og med indebære betydelige fordele i form af ny teknologi, nye effektive ledelsesformer, stærkere finansieringsgrundlag og adgang til udenlandske eksportmarkeder. Med andre ord blev det i stigende grad erkendt, at private direkte investeringer kunne yde et meget væsentligt bidrag til udviklingsprocessen. Kina er et af de lande, som mest systematisk og med størst succes har omsat denne erkendelse i praksis.
Med globaliseringsprocessen som en generelt anerkendt ramme for den globale udviklingspolitik og med WTO som et markant internationalt accepteret udtryk herfor, er der i dag skabt grundlag for, at de private direkte investeringer i stadigt større omfang og med langt større effekt end hidtil vil kunne benyttes systematisk og bevidst som udviklingsinstrument. Og vel at mærke udvikling både af økonomisk art (beskæftigelse, eksport, teknologi) og med hensyn til miljø og virksomhedsetik. Ikke mindst for de fleste lande i Afrika men også for mange af EU’s nye nabolande i Østeuropa ville en accelereret vækst i private direkte investeringer kunne blive udgangspunktet for en ny positiv udviklingstrend – forudsat de institutionelle rammebetingelser samtidig bliver ‘strammet op’.
Problemet bliver nu, om man er i stand til i tilstrækkeligt omfang at mobilisere de private investorer, først og fremmest fra industrilandene men i hurtigt tempo også fra de nye ‘tiger- og gazellelande’, som selv opbygger entreprenørklasser og betydelig teknologisk og kapitalmæssig styrke. En lang række af disse lande, bl.a. Kina, Brasilien, Mexico og Indien, har i dag statslige finansielle og rådgivningsmæssige institutioner, som hjælper de pågældende landes privatvirksomheder til at foretage springet og gennemføre direkte investeringer i udlandet. Herved bliver der tale om en meget effektiv multiplikatorproces, hvis omfang og betydning man måske endnu i dag ikke til fulde forstår at vurdere.
IFU er i dag en af de vestlige investeringsfremme institutioner, der mest konsekvent opretholder den målsætning at medvirke i konkrete direkte investeringer og alt overvejende med kompetente private medinvestorer med aktivitet i Danmark. De fleste andre tilsvarende IFU-lignende institutioner i EU har ikke formået eller ønsket at mobilisere deres nationale industrier i tilstrækkeligt omfang og har derfor valgt at foretage generelle investeringer gennem investeringsfonde og andre indirekte tiltag, som kan føre til privatsektorudvikling i udviklingslandene. Denne opgave varetages derudover af multilaterale institutioner som IFC i Washington, EBRD i London og en række regionale og (multilateralt støttede) nationale investeringsbanker i udviklingslandene.
Hvis man imidlertid fortsat ønsker at mobilisere danske virksomheder bredt i en målrettet global investeringsaktivitet giver det megen mening at bevare IFU-kravet om aktiv medinvestering fra de private virksomheders side. Dette har givet mulighed for betydelig erfarings- og videnopsamling hos IFU til støtte for både store og små investorvirksomheder, og der er samtidig opnået både bredde i og tilslutning til den private direkte investeringsaktivitet fra dansk side – til stor gensidig gavn og fordel for både Danmark og værtslandene.
IFU-modellen og ikke mindst dens forudsætninger og formål har ændret sig betydeligt siden aktiviteten startede i 1960’erne i lyset af de kolossale ‘paradigmeskift’, den globale økonomi har undergået i halvtredsårsperioden, men nytteværdien og den økonomiske udviklingseffekt heraf er ikke blevet mindre, og udviklingsbehovene og udfordringerne er i dag større end nogensinde tidligere.
Den 5. august 2003
Sven Riskær