Nyheder

19. June 2017

NYT HØJEFFEKTIVT KRAFTVÆRK ØGER ELFORSYNING I MALI

Den danske virksomhed Burmeister & Wain Scandinavian Contractor skal levere og drive et nyt 90 MW kraftværk i Mali, der vil udvide landets produktion af strøm med omkring 25 procent og yde et væsentligt bidrag til udviklingen i landet. Den samlede investering er på knap én milliard kr.

Mali er blandt de fattigste lande i verden, og kun en fjerdedel af befolkningen har adgang til strøm. Et nyt 90 MW kraftværk vil øge landets nuværende produktion med omkring 25 procent. Det er forventningen, at den øgede produktion vil bidrage til vækst og udvikling i Mali.

– En af de største barrierer for vækst og udvikling i Afrika er mangel på strøm, og det gælder i særdeleshed også i Mali. Vi er derfor meget tilfredse med at kunne bidrage til udbygningen af elforsyningen og dermed den økonomiske fremgang i landet, siger Tommy Thomsen, CEO i IFU.

Kraftværket er det første private kraftværk i landet, og det kobles direkte på det nationale elnet. Investering og drift af kraftværket betales via en 20-årig Power Purchase Agreement, der er indgået mellem den malisiske stat og det lokale selskab Albatros Energy Mali.

Det nye kraftværk, der opføres udenfor byen Kayes i det vestlige Mali, udstyres med seks højeffektive 16CM43 motorer leveret af Caterpillar og bliver det mest effektive kraftværk i Mali. Værket forventes færdigt kun 16 måneder efter kontraktens ikrafttrædelsesdato.

Den samlede investering er på ca. 950 mio. kr., og Burmeister & Wain Scandinavian Contractor (BWSC) har indgået en kontrakt om levering samt drift og vedligeholdelse i mindst 13 år. Den samlede værdi af leveringskontrakten er på 675 millioner kr.

– Efter mere end 2 års intenst projektudviklingsarbejde er vi naturligvis stolte og glade for, at dette vigtige projekt er kommet i hus. El-produktionen fra det nye kraftværk vil være en væsentlig katalysator for vækst og udvikling i landet og vi sætter stor pris på at kunne tage del i og bidrage til denne positive udvikling for Mali og det malisiske folk”, siger Anders Heine Jensen, administrerende direktør for BWSC.

BWSC har sammen med bl.a. IFU investeret i projektet, der ejes af det lokale selskab Albatros Energy Mali. Derudover er projektet finansieret af adskillige stærke finansielle institutioner, herunder Islamic Development Bank Group, West African Development Bank, OPEC Fund for International Development og Emerging Africa Infrastructure Fund. BWSC investerer ca. 25 mio. kr. og IFU knap 70 mio. kr. i projektet.

Det forventes, at projektet vil skabe omkring 300 direkte arbejdspladser under byggefasen og efterfølgende 50 permanente lokale arbejdspladser i forbindelse med driften.