< Tilbage til nyheder

2. maj 2005

LO-FORMAND HANS JENSEN TAGER FEJL

Kommentar fra IFU/IØ til LO-formand Hans Jensens tale den 1. maj 2005

“Der er globaliseringen og udflytningen af arbejdspladser, der bliver vores største udfordring i de kommende år”, siger LO-formand Hans Jensen bl.a. i sin 1. maj tale, og han henviser her til, at globaliseringen i form af frie, åbne verdensmarkeder bl.a. fører til tab af arbejdspladser i Danmark, og at dette skaber ny utryghed for den enkelte lønmodtager, “som det er vores pligt at forsøge at afhjælpe”. Og deri har han ret, men derefter gik pointen tabt i Hans Jensens tale.

Realiteten er, at der i Danmark hvert år nedlægges ca. 260.000 jobs, og heraf udgør ca. 5.000 nedlægninger udflytning af arbejdspladser, og kun ca. 20% heraf eller i alt ca. 1.000 kan henføres til investeringsfondenes aktiviteter. Langt den overvejende del af de danske jobtab skyldes den kraftige konkurrence, der skyller ind over dansk erhvervsliv i globaliseringens kølvand. Den gode side af denne medalje er billige produkter og øget købekraft til de danske forbrugere, den hårde barske side er nedlæggelsen af job som følge af konkurrence udefra.

Det er forkert, når Hans Jensen tror, at man kan stoppe jobnedlægningen i Danmark som følge af den globale konkurrence ved at reducere fondenes aktiviteter eller eventuelt nedlægge dem. Og det er ødelæggende for den realistiske vurdering af situationen, hvis man skaber den opfattelse, at dansk erhvervsliv og danske jobs kan sikres og bevares ved at undgå udflytning af nogle jobs. I en række tilfælde er jobudflytning det eneste alternativ til total nedlukning, og i mange tilfælde har jobudflytning direkte medført øget beskæftigelse og haft en afgørende betydning for bevarelse af andre arbejdspladser i Danmark.

Det er også forkert, når LO-formanden omtaler investeringsfondenes aktiviteter som “statsstøtte”. Fondene virker ved at samarbejde med danske firmaer om at skabe risikovillige investeringer på forretningsmæssige vilkår i fattige lande ofte i samvirke med lokale virksomheder. Og det sker på en sådan måde, at investeringsfondene deler risikoen mod til gengæld at få andel i dividender, udbytter og overskud samt kursgevinster, efterhånden som investeringerne efter 6-8 år afvikles, og pengene på ny kan bruges. Dette skaber langtidsholdbar udvikling, men det er ikke gavebistand eller støtte. Tværtimod har de danske skatteydere kunnet opleve, at investeringsfondenes værdi gennem årene er vokset til i dag at udgøre ca. 1,5 milliarder kroner baseret på en indbetaling af oprindelig af 300 millioner kroner.

Det er også misvisende, når Hans Jensen anklager fonden for at svigte hvad angår solidaritet. Tværtimod lægger fondene i investeringssamarbejdet afgørende vægt på, at investeringspartnerne og projektselskaber opretholder høje standarder med hensyn til miljø, arbejdsmiljø, menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og god virksomhedsledelse. Normalt har danske virksomheder et højt niveau på disse områder, men investeringsfondene bidrager til at øge opmærksomheden og indsatsen på disse områder i de projekter, hvor fondene er med. Dette er i virkeligheden en afgørende form for solidaritet med arbejdstagere og fattige lande, hvor standarderne normalt ligger på et lavt niveau.

Endelig er det forkert, når Hans Jensen antyder, at investeringerne, hvori fondene medvirker, foretages i “de mest industrialiserede dele af Kina hvor de ikke har et klart udviklingsformål”. For der første foregår langt størstedelen af investeringsfondenes aktiviteter i andre lande end Kina, og 25% går således til Afrika. For det andet er Kina i sig selv et ganske fattigt land med et meget stort fattigdomsproblem, der dog håndteres på en måde og med et udviklingssigte, som LO-formanden burde anerkende. Fra 1981 til nu har Kina således reduceret mængden af absolut fattige fra i alt ca. 650 mio mennesker til ca. 150 millioner. Stadigvæk et stort antal og stadigvæk en mængde mennesker som har krav på solidaritet og en fortsat indsats for at bekæmpe den absolutte fattigdom. Til sammenligning er mængden af absolut fattige i de afrikanske lande, der ligger syd for Sahara, trods massiv ulandsbistand og støtte i den samme 20-års periode vokset fra ca. 170 millioner til i dag ca. 350 millioner. Investeringsfondene har sammen med danske virksomheder gennem alle årene gjort en bevidst og stærk indsats for at skabe danske investeringer i de afrikanske lande syd for Sahara. Men effekten af sådanne investeringer udebliver, hvis ikke landene selv – således som f.eks. kineserne og nu i stigende grad også inderne – formår at skabe rammer for, at de danske og andre investeringer kan få en mærkbar udviklingseffekt.

Det er beklageligt og kan undre, når LO-formanden i sin tale kræver “et fuldstændigt stop for regeringens skjulte støtte til at danske arbejdspladser flyttes ud. Hvis danske virksomheder vil flytte til Asien, må de selv betale rejsen”. Dette er ikke udtryk for solidarisk politik i en globaliseringstidsalder – hverken over for de fattige i ulandene (inkl. Kina) eller de danske virksomheder. Dette er ikke udtryk for forståelse for den indsats, som danske virksomheder sammen med fondene gør for at medvirke til at skabe økonomisk vækst og samtidig højne opmærksomheden omkring miljø, arbejdsmiljø, arbejdstagerrettigheder og god virksomhedsledelse i verdens fattigste og dårligst stillede lande – hvortil Kina endnu hører.

Hvis LO-formanden ønsker, at Danmark bidrager til økonomisk vækst kombineret med social og faglig solidaritet i relation til arbejdstagere ude og hjemme, kan han næppe finde bedre instrumenter end investeringsfondene. Og det vil kun vanskeliggøre den helt nødvendige debat om globaliseringens effekter, hvis man ensidigt postulerer, at fondene foranlediger jobudflytning eller yder “statstøtte” til jobtab i Danmark. Globaliseringen skaber store udfordringer og muligheder, men den går ikke væk af sig selv, og det gavner ingen at skabe falske fjendebilleder.

Sven Riskær
Direktør for IFU og IØ
2. maj 2005