Nyheder

6. januar 2020

LIFESHELTER KLAR TIL SALG I AFRIKA

Danske Lifeshelter har siden 2012 udviklet og testet et bæredygtigt og prisbelønnet koncept for etablering af midlertidige boliger til flygtninge baseret på bueformede ROCKWOOL stenuldspaneler. Med støtte fra IFU’s SME-facilitet og et lån på knap 3 millioner kr. bidrager fonden til, at Lifeshelter kan etablere et nyt selskab i Uganda.

Globalt er over 70 millioner mennesker på flugt, hvilket svarer til mere end den samlede befolkning i Frankrig, og hver dag må mere end 30.000 yderligere forlade deres hjem. Der er derfor et stort behov for midlertidig genhusning, der kan sikre flygtninge og fordrevne en tålelig tilværelse, indtil de kan vende hjem.

Indkvarteringen i flygtningelejre foregår i dag primært i telte. Men da flygtningene ofte bliver i lejrene i flere år, er der behov for en mere langtidsholdbar løsning. Både for at sikre beboerne en bedre livskvalitet og for at skabe mere bæredygtige boliger end de nuværende telte, der både indeholder plastik og jævnligt skal udskiftes.

En bæredygtig løsning

Den danske virksomhed Lifeshelter har i samarbejde med internationale hjælpeorganisationer udviklet et simpelt koncept for etablering af midlertidige boliger, der er baseret på ROCKWOOL stenuldspaneler. Boligerne er brandsikre og vandtætte, giver et bedre indeklima og kan genbruges.

En del af produktionen kan foregå lokalt, og dermed bidrager konceptet til lokale arbejdspladser, ligesom det reducerer omkostningerne til transport og forbedrer bæredygtigheden. Et Lifeshelter har en levetid på omkring 15 år, hvilket over tid reducerer den samlede omkostning for indkvartering af flygtninge markant.

“Vi oplever en stigende interesse for vores shelters, fordi de kan løse op for problemstillingen mellem en langsigtet, fleksibel og værdig løsning på den ene side og på den anden side det grundlæggende ønske, at flygtningelejre ikke skal være permanente.”

Jens Odgaard Olsson, administrerende direktør, Lifeshelter

IFU bidrager til etablering i Uganda

Lifeshelter er efter flere års udviklingsarbejde klar til at intensivere salget af deres produkter til beboelse, skoler og andre vigtige bygninger i flygtningelejre. I første omgang er der fokus på Afrika, og IFU har som forberedelse bidraget med økonomisk støtte via fondens facilitet for små og mellemstore virksomheder samt et lån på knap tre millioner kr. Resultatet er etableringen af et nyt selskab i Uganda, der skal varetage salget samt finde lokale leverandører til medproduktion.

“Lifeshelter er et meget innovativt produkt, som der er stort behov for bl.a. i Afrika. Det vil øge livskvaliteten for mange mennesker, det er klart mere bæredygtigt end de nuværende løsninger, og derudover skaber det lokal udvikling bl.a. i form af arbejdspladser. Derfor er Lifeshelter et produkt, der ligger helt i tråd med vores formål, ligesom det lever op til kravet om at være kommercielt funderet.”

Torben Huss, CEO i IFU.

– Samarbejdet med IFU er en klar blåstempling af, at Lifeshelter ikke blot er et spændende projekt eller koncept, men en seriøs virksomhed, der byder ind på at løse en af verdens absolut største udfordringer. Når vi italesætter samarbejdet over for lokale regeringer, FN eller andre, så fjerner det den sidste rest af tvivl om, hvorvidt vi som en vækstvirksomhed kan levere, når ordrerne kommer. For det kan vi, udtaler Jens Odgaard Olsson.

Fakta:
Lifeshelter:
Lifeshelter ApS er stiftet i 2012 af Jakob Christensen, der i dag er Operationschef i Lifeshelter.
Firmaet har kontorer i Randers og siden 2019 også i Kampala.
Lifeshelter har opstillet shelters i 12 lande siden 2014.
Et familieshelter er typisk på 18m2, mens større versioner, der kan anvendes til skoler, forsamlingshuse m.v. kan være på op til 80m2.
ROCKWOOL har bidraget til produktudvikling med teknisk ekspertise og fungerer som leverandør af stenuldspaneler til Lifeshelter.