Af Sven Riskær, Direktør i Investeringsfonden for Østlandene
Knapt havde det østtyske folk hamret sig igennem Berlin-muren i oktober 1989, før den første bølge af øst- og centraleuropæiske iværksættere åbnede nye virksomheder – godt hjulpet på vej af vakse investorer fra Vesten. Med den politiske frihed fulgte øjeblikkeligt frihed på de økonomiske og de erhvervsmæssige områder, og de tunge, kvælende femårs-planer blev erstattet af markedskræfter og privat initiativ.
Den imponerende økonomiske vækst, som de nye demokratier har oplevet i de seneste mange år, er en afgørende forudsætning for, at vi den 1. maj i år – 15 år efter Jerntæppets dramatiske fald – kunne glæde os over at se Den Europæiske Union udvidet med ti nye medlemslande, hvoraf otte tidligere tilhørte den kommunistiske Sovjet-blok i Europa – nemlig Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien.
De nye EU medlemmer har alle for længst indført demokratiske forfatninger og med stor succes omstillet planøkonomien til markedsøkonomi, men trods den imponerende økonomiske vækst er der stadig et godt stykke vej, før de når op på et velstandsniveau, der kan tåle sammenligning med for eksempel det danske.
For befolkningerne i Central- og Østeuropa har kravet om politisk frihed gået hånd i hånd med ønsket om økonomisk fremgang, og vestlige – herunder danske – investorer har i høj grad været med til at skabe grundlaget for fremgangen. I Danmark oprettede man allerede i 1989 Investeringsfonden for Østlandene med det formål at fremme de danske investeringer i de gamle kommunistlande. Alene i de otte nye EU-medlemslande blev der med IØ’s deltagelse skabt 31.000 nye job på 295 nye virksomheder til en samlet værdi af 19,2 milliarder kroner frem til udgangen af 2003.
Investeringerne og den økonomiske fremgang i Østeuropa gav store fordele også for os i vest. Strømmen af billige varer fra Østeuropa gav større købekraft og dermed også øget velstand i Vesteuropa. Der var klar gevinst for begge parter, og alle kunne se og glæde sig over det, så længe varerne frit kunne bevæge sig mellem landene. I nogle tilfælde blev der dog også tale om en overflytning af arbejdspladser fra Vest til Øst, og her var begejstringen straks mere delt, men i første omgang var der tid til i et rimeligt tempo at skabe nye jobs til dem, som tabte deres arbejdsplads i forbindelse med en udflytning. Hele dette mønster vil fortsætte og blive forstærket i det nye udvidede EU.
Med EU-udvidelsen 1. maj er der opstået en ny form for bevægelighed mellem landene. Nu kan ikke alene investeringer, varer og jobs flyttes rundt – nu kan også arbejdskraften flytte sig. På kort sigt vil arbejdstagernes bevægelighed – som den voldsomme debat viser – føre til et vist pres på velstanden i de rigere EU lande som Danmark, og der må findes regler, som hindrer, at dette pres bliver for voldsomt. På længere sigt vil de økonomiske gevinster og den generelle vækst afbøde presset. Og frygten for en ukontrolleret “folkevandring” bør også ses i relation til den kendsgerning, at mennesker bedst kan lide at leve der, hvor de født, og der, hvor deres slægt og venner befinder sig. Blot velstandsforskellene ikke er alt for voldsomme.
Sammenlagt indebærer EU udvidelsen trods alle tilpasningsproblemer meget betydelige økonomiske og sikkerhedspolitiske fordele for os alle – i øst som i vest. Men i glæden og fokus på vore egne nære udfordringer må vi ikke glemme, at verden omkring os fortsat er i voldsom og meget stor forandring. Med oprettelsen af verdenshandelsorganisationen WTO er der lagt an til et globalt marked med næsten fri bevægelighed for investeringer, varer og arbejdspladser, og store økonomier som Kina og Indien efterfulgt af en række lande i Asien er i fuld fart med at udnytte de nye globale markedsmuligheder til at skabe fremgang og velstand for deres befolkninger.
Den globale vækstproces, som i allerhøjeste grad er drevet af de globale investeringer og den frie handel, er forudsætningen for en global velstandsudligning, som igen er aldeles påkrævet, hvis vi skal undgå forsatte konflikter og krige. For det nye EU er det derfor meget vigtigt, at vi kan sikre, at der også kommer en stabil og helst hurtigt voksende økonomisk vækst i vore nye nabolande, således at velstandsforskellene ikke bliver alt for grelle. Og i den forbindelse er det vigtigt, at virksomhederne i EU fortsat vil finde det attraktivt at iværksætte store og væsentlige investeringer i de nye nabolande. I Danmark vil Investeringsfonden for Østlandene gøre sit for aktivt at bidrage hertil.
Der er al mulig grund til at tro, at EU-udvidelsen kan komme de nye nabolande til gode. Alene udsigten til at kunne komme ind i fællesskabet inden for en overskuelig fremtid får nogle af disse lande til at sætte skub i både økonomiske og politiske reformer, der igen vil åben op for flere investeringer og større samhandel med EU. Hele denne udvikling åbner nye muligheder for danske virksomheder. Det kræver naturligvis en aktiv indsats, og her kan Investeringsfonden for Østlandene være med til at skubbe i den rigtige retning. I IØ har vi allerede noteret en række nye oplagte muligheder for investeringer i både Bulgarien, Rumænien, Kroatien, Ukraine og Rusland.
Heril kommer, at IØ har kvalificerede rådgivere både i København og uden for Danmarks grænser, der kan guide danske virksomheder i forbindelse med både valg af partnere, viden om lokal forretningskultur, myndigheder og lovgivning. Med den rigtige indsats har vi nu muligheden for at udbygge succesen til også at omfatte EU’s nye naboer – til gavn for alle. Og de er kommet meget tættere på os i den nye “mindre verden”, vi fremover alle kommer til at leve i.