IØ har følgende kommentarer til artiklen:
Ekstra Bladet skriver: ”Omstridt statsfond har pant i udskældt svinefarm”.
Kommentar: IØ Fonden har ikke pant i Poldanor.
Ekstra Bladet skriver: ”Fonden har gennem årene investeret hen ved fem milliarder skattekroner i de omstridte svinefabrikker.”
Kommentar: IØ Fonden har ikke investeret fem milliarder kroner i Polen Invest. IØ’s samlede investering i Poldanor over årene udgør DKK 36,5 mio. Hvis man lægger IØ’s aftalte investeringer i de 11 svineprojekter, hvor IØ fortsat deltager (DKK 206,1 mio) sammen med IØ’s investeringer i de 5 svineprojekter (deriblandt Poldanor), hvor IØ ikke længere deltager (DKK 105,4 mio), udgør IØ’s samlede engagement i svineprojekter i Østeuropa DKK 311,5 mio.
Ekstra Bladet skriver: ”.. IØ Fonden (har) stadig ni millioner kroner stående som langsigtet gæld i moderselskabet.”
Kommentar: IØ Fonden har ikke ni millioner stående som langsigtet gæld i Polen Invest. IØ har ydet lån til og er aktionær i slagteriet Prime Food, som indgår i Polen Invest koncernen. Polen Invest, som kom ind som ny partner i 2000, da den tidligere danske partner (Globe Meat Technology A/S, Aalborg) gik konkurs, har ikke stillet garanti for lånet. Men helt i overensstemmelse med danske regnskabsregler indgår Prime Food’s mellemværende med IØ naturligvis i koncernbalancen for Polen Invest.
København, 5. maj 2006