Nyheder

3. januar 2020

INVESTERING I BANK SKAL STYRKE ERHVERVSLIV I UGANDA

IFU har investeret lidt over 90 mio. kr. i DFCU, en af Ugandas største banker, der har fokus på udlån til landbruget, små og mellemstore virksomheder samt kvinder.

Kun omkring 10 procent af befolkningen i Uganda har en bankkonto, og udlån til virksomheder er lave, også sammenlignet med andre afrikanske lande. Bedre adgang til finansiering for borgere og virksomheder er central for økonomisk og social udvikling, og DFCU har stort potentiale for at øge adgang til finansiering og dermed øge sit bidrag til de global udviklingsmål og lokal udvikling.

Det er baggrunden for, at IFU har investeret lidt over 90 mio. kr. i DFCU, der er en af Ugandas større banker. DFCU blev grundlagt for mere end 50 år siden af IFU’s engelske søsterorganisation CDC, som nu sælger deres sidste aktiepost til IFU.

“Med IFU som en af vores aktionærer er vi sikre på, at DFCU er i en god position til at indfri vores ambition om at være den foretrukne finansielle institution i Uganda.”

Elly Karuhanga, bestyrelsesformand i DFCU

Fokus på kvinder

DFCU er vokset markant i de senere år, bl.a. ved at overtage andre banker, herunder banker der har haft finansielle vanskeligheder. Banken har et fokus at understøtte udviklingen indenfor landbrugssektoren, som har betydning for omkring 70 procent af befolkningen i Uganda. Derudover har DFCU et særligt program, ”Woman in Business”, der hjælper kvinder med at udvikle deres forretninger bl.a. gennem træning og netværk. Programmet omfatter i dag 250.000 kvinder i Uganda.

– Vi er meget tilfredse med vores investering i DFCU. Vi forventer, at banken vil øge adgang til finansielle ydelser for små og mellemstore virksomheder, landbruget samt kvinder og dermed bidrage til øget produktion, flere jobs, større skatteprovenu og bedre velfærd, siger Morten Elkjær, VP Finance i IFU.