Nyheder

9. september 2014

IFU’S DIREKTØR BESØGER KINA MED STATSMINISTEREN

I denne uge er statsminister Helle Thorning-Schmidt på officielt besøg i Kina. Med på besøget er en erhvervsdelegation, hvori IFU’s CEO Tommy Thomsen deltager.

IFU har investeret i 130 selskaber i Kina sammen med dansk erhvervsliv. Investeringerne dækker over en bred vifte af brancher og er gennemført med både store, mellemstore og små danske virksomheder.

I de senere år har IFU bl.a. investeret med Lundbeck, DLG, Scandinavian Farms, Triple Nine, Haldor Topsøe og Dong.

IFU vurderer, at der er et stort og voksende potentiale for danske virksomheder i Kina. Det gælder blandt andet indenfor landbrug og fødevarer, hvor der er en stigende efterspørgsel på fødevarer af høj kvalitet, ligesom der er stigende fokus på fødevaresikkerhed.

På energi-, klima- og cleantech-området er efterspørgslen ligeledes stigende, og her har danske virksomheder både know-how, serviceydelser og produkter, som matcher det kinesiske marked.

På besøget vil Tommy Thomsen orientere om, hvordan IFU og IFU’s nye klimainvesteringsfond kan hjælpe dansk erhvervsliv på det kinesiske marked. Han vil derudover præsentere en ny agribusiness-fond, som IFU er ved at etablere.