Nyheder

24. maj 2019

IFU STØTTER NYT INVESTERINGSMÅL FOR KVINDER

IFU har sammen med flere europæiske udviklingsfinansieringsorganisationer besluttet at deltage i 2X Challenge Financing for Women. Formålet er at mobilisere tre milliarder USD i investeringer, der kan bidrage til at forbedre vilkårene for kvinder i udviklingslande.

Kvinder er afgørende for udviklingen i de fattigere lande, og flere studier viser, at det globale BNP kan øges betragteligt med helt op til 12 billioner USD, hvis kønsforskellen mellem mænd og kvinder kan elimineres frem mod 2025. Alene i Afrika er potentialet 700 milliarder USD.

Derfor har G7-landenes udviklingsfinansieringsorganisationer iværksat 2X Challenge Financing for Women, der skal mobilisere tre milliarder USD, som kan investeres med henblik på at forbedre vilkårene for kvinder i udviklingslande. Fornylig har IFU sammen med Finnfund, Swedfund og FMO fra Holland tilsluttet sig initiativet.

–  Der investeres generelt for lidt i kvinder, selvom de har et enormt potentiale for at bidrage til at forbedre levevilkårene i udviklingslande, og derfor har vi tilsluttet os 2X Challenge Financing for Women, siger Torben Huss, CEO i IFU.

Mangler adgang til kapital

Det nye initiativ har især fokus på at mobilisere investeringer, der kan styrke kvinders rolle som entreprenører og ledere, øge deres formelle beskæftigelse i anstændige job samt understøtte produkter og services, som særligt gavner kvinder. Derudover er målet at forbedre kvinders adgang til finansiering, hvor det antages, at der globalt mangler mellem 260 og 320 milliarder USD.

– I de senere år har vi for eksempel øget vores engagement i mikrofinans og har nu investeret mere end en halv milliard kroner. Dermed bidrager vi til, at omkring 15 millioner kvinder kan få adgang til små lån, der f.eks. kan investeres i at udvikle deres små forretninger. Det og andre investeringer, der har fokus på kvinder, skal vi fortsætte med og intensivere i de kommende år, siger Torben Huss.

Læs mere her

Yderligere information om 2X Challenge Financing for Women kan findes på initiativets hjemmeside: https://www.2xchallenge.org/