Nyheder

29. september 2022

IFU SÆLGER DET AFRIKANSKE SOLENERGISELSKAB DAYSTAR POWER TIL SHELL

Efter en succesfuld udvikling har et konsortium anført af IFU solgt 100% af aktierne i det vestafrikanske solenergiselskab Daystar Power til Shell. Shell vil opskalere virksomheden ved at øge sine aktiviteter i Vestafrika og ekspandere på tværs af det afrikanske kontinent.

“Vi er glade for at kunne annoncere, at IFU med succes har solgt sine aktier i det førende vestafrikanske solenergiselskab Daystar Power. I løbet af vores engagement har Daystar udviklet sig meget positivt og er blevet en attraktiv investering for Shell, som har solid erfaring fra energisektoren i Afrika og nu ønsker at fremme deres tilstedeværelse på det vedvarende energiområde,” siger Torben Huss, CEO for IFU.

Christian Wessels, President i Daystar Power, er ”taknemmelig for den vigtige rolle, som IFU har spillet i Daystar Powers udvikling ved at yde finansiering og lede et konsortium igennem hele investeringen og exit-processen.”

IFU ledte et konsortium af internationale investorer gennem investeringen i Daystar og exitprocessen til Shell.

IFU’s investering i Daystar Power er gennemført på vegne af Danish SDG Investment Fund, som er et offentligt-privat partnerskab baseret på kapitalindskud fra store danske pensionsselskaber og private investorer. Fondens formål er at støtte FN’s udviklingsmål via kommercielle investeringer i udviklingslande og vækstmarkeder.

IFU’s exit fra Daystar viser, at det er muligt for kapitalforvaltere at tage del i transaktioner, som indfrier den tredobbelte bundlinje med fokus på kommercielt afkast samt positive klima- og udviklingseffekter.

Daystar Powers forretningsmodel er at levere solenergiløsninger til kommercielle og industrielle virksomheder, hvis nuværende energibehov ikke dækkes af elektricitetsnettet. I Nigeria for eksempel dækker nettet kun 20 % af de kommercielle og industrielle virksomheders behov – selv i de større byer. De resterende 80 % stammer fra dieselgeneratorer. Den Internationale Valutafond (IMF) har beskrevet, at “manglende adgang til elektricitet og ustabil elforsyning udgør en seriøs forhindring for at drive forretning i Nigeria” og har anslået det årlige økonomiske tab til omkring 29 milliarder dollars.

Derfor har Daystar Power en positiv indvirkning på erhvervslivet såvel som den globale opvarmning.

“Vi har oplevet en stigende efterspørgsel efter solenergi på de afrikanske markeder, hvor vi opererer. Det afspejles i vores vækst, hvor vi er på vej til at øge vores installerede solkapacitet med 135 % i 2022,” siger Jasper Graf von Hardenberg, CEO og medstifter af Daystar Power. ”Som en del af Shell vil vi være i stand til at opfylde vores mission endnu hurtigere og reducere CO2-udledningen og priserne på elektricitet for virksomheder i hele Afrika.”