Nyheder

27. september 2011

IFU PRÆSENTERER FORRETNINGSMULIGHEDER I INDIEN

Leder af IFU’s regionale kontor i Indien, Deepa Hingorani, præsenterer på DI-topmødet den 27. september muligheder og udfordringer for dansk erhvervsliv i Indien. Det sker, når hun deltager i programpunktet BRIC to BRIC in Copenhagen sammen med repræsentanter fra de andre BRIK-lande.

BRIK-landene Brasilien, Rusland, Indien og Kina er vækstlande med et stort potentiale for dansk erhvervsliv. Men de danske virksomheder har kun i begrænset omfang udnyttet mulighederne. Det gælder både i forhold til eksport og med hensyn til at etablere produktion i disse lande.

DI sætter på deres topmøde den 27. september fokus på mulighederne i BRIK-landene. Det sker under overskriften BRIC by BRIC in Copenhagen, hvor der er inviteret en erhvervsrepræsentant fra hvert land, der skal fortælle toppen af dansk erhvervsliv og en række politikere om potentiale og udfordringer på de nye markeder.

En af repræsentanterne er Deepa Hingorani, der er leder af IFU’s regionale kontor i Indien.

Deepa Hingorani har i de seneste 17 år arbejdet for IFU og har rådgivet omkring 80 danske virksomheder med at etablere sig i Indien. Hun har et indgående kendskab til både dansk erhvervsliv og kultur samt forretningsvilkår i Indien.

Virksomheder, der er interesseret i at etablere sig i Indien, har mulighed for at træffe Deepa Hingorani på DI’s topmøde eller ved at booke en aftale via IFU.

Hvis du ønsker at vide mere om forretningsmuligheder i Indien, kan vi også anbefale IFU’s tema om Indien.

Yderligere oplysninger: kommunikationschef Rune Nørgaard tlf.: +45 33 63 75 60