– Vietnam er et interessant land, hvor der er mange muligheder for danske virksomheder, siger Kathrine Cecilie Schleisner, der er investeringsrådgiver i IFU.
I de seneste knap 20 år har IFU i samarbejde med danske virksomheder investeret i Vietnam, og i alt er det blevet til 31 investeringer. De samlede aftalte investeringer er på godt 2 mia. kr., hvoraf IFU har bidraget med knap 400 mio. kr. i aktiekapital og lån.
Danske virksomheder klarer sig godt
Hovedparten af de danske virksomheder, som IFU har investeret med, klarer sig godt i Vietnam. Det gælder for eksempel Sunmark, der producerer solvarmepaneler, Orana, der udvikler og leverer frugtkoncentrater, Scancom, der blandt andet producerer havemøbler samt Carlsberg, der har fem bryggerier i landet.
– Det er ikke altid lige nemt at etablere og drive virksomhed i Vietnam, men langt de fleste danske virksomheder klarer sig fornuftigt og har opbygget sunde forretninger i Vietnam, siger Kathrine Cecilie Schleisner.
Fortsat fart på Vietnams økonomi
I de seneste ti år er den vietnamesiske økonomi vokset med i gennemsnit syv procent om året og gennemsnitsindkomsten er femdoblet siden midten af 1990’erne. I de kommende år forventes væksten på trods af den økonomiske krise at fortsætte på et højt niveau.
– Vi har fulgt udviklingen i Vietnam på tætteste hold, og de har gjort særdeles store fremskridt i den periode, vi har investeret i landet. Det gælder både i forhold til at være et attraktivt produktionsland med lave omkostninger men også i stigende grad et forbrugsland, hvor den nye middelklasse efterspørger vestlige varer, siger Kathrine Cecilie Schleisner.
I Vietnam fortsætter udbygningen af den mangelfulde infrastruktur, og et voksende energibehov vil kræve yderligere investeringer i grøn energi samt effektivisering af den eksisterende elforsyning. Der er en stigende efterspørgsel inden for vandteknologi i form af forsyning og rensning. Derudover er der brug for knowhow og teknologi i olie- og gassektoren. Endelig vil et øget indkomstniveau føre til, at markedet for kvalitetsfødevarer samt design og livsstilsprodukter vokser yderligere.
– Hvis danske virksomheder ønsker at få fodfæste på et marked i vækst, så er Vietnam absolut et af de lande, man skal vælge, siger Kathrine Cecilie Schleisner.
Se IFU’s brochure om Vietnam her.
Yderligere oplysninger hos investeringsrådgiver Kathrine Cecilie Schleisner, tlf.: 33 63 75 44