Der er røg i køkkenet, når afrikanske kvinder forbereder dagens måltider. Men det er ikke, fordi de er dårlige kokke. Årsagen er, at de bruger trækul til at fyre op under deres pander og gryder. Røgen er imidlertid særdeles sundhedsskadelig og fører ifølge WHO til omkring 2 millioner dødsfald om året i Afrika. Det høje forbrug af trækul resulterer samtidig i et stigende indhug i regnskoven, som i forvejen er belastet af produktion af tømmer.
Et nyt projekt, som IFU nu investerer over 20 mio. kr. i, skal omdanne kassavarødder til biobrændstof, som kan bruges i et specialdesignet kogeblus. Novozymes leverer de enzymer, der medvirker til at omdanne kassavarødderne til biobrændstof, og de lokale småbønder leverer råvarerne. Projektselskabet, CleanStar Mozambique, forestår produktionen af biobrændslen og sælger den sammen med kogeblussene i hovedstaden Maputo.
– Det er et meget spændende og yderst relevant projekt, der bidrager til at reducere miljøbelastningen, skabe et mere effektivt landbrug, og som samtidig bidrager til at fjerne den sundhedsskadelige røg, som mange afrikanere indånder hver dag, siger Alex Unsgaard, investeringsrådgiver i IFU.
Tæt samarbejde med de lokale småbønder
CleanStar Mozambique, vil indgå i et tæt samarbejde med de lokale småbønder og bidrage til udviklingen af en miljøvenlig og økonomisk bæredygtig produktion af for eksempel soyabønner, ærter og kassavarødder.
Virksomheden vil som en del af samarbejdet tilskynde småbønderne til at dyrke kassavarødder på marginal og ikke opdyrket landbrugsjord. Småbønderne træffer selv beslutning om, hvorvidt kassavarødderne skal sælges på det lokale marked eller til CleanStar. Men da kassavarødder skal anvendes indenfor 24 timer efter høsten for at bevare deres ernæringsværdi, forventer CleanStar at kunne købe en pæn del af produktionen.
– Vi mener, at det her er et godt eksempel på, at vi både kan dyrke, forarbejde og forbruge på en bæredygtig måde, har Novozymes administrerende direktør Steen Riisgaard tidligere sagt til Politiken.
Ingen kritik fra NGO’er
Projektet er blandt andet finansieret af Novozymes, Soros Economic Development Fund og CleanStar Ventures Ltd. Derudover har Bank of America Merrill Lynch sikret sig forkøbsretten til de såkaldte CO2-kreditter, som det forventes, at projektet kan realisere.
Generelt er mange NGO’er kritiske overfor biobrændsel-projekter. Men i dette tilfælde siger forkvinde for MS Trine Pertou Mach til Politiken, at ”det er positivt, at biobrændstofferne produceres og forbruges lokalt, og at der er fokus på retten til mad for de bønder, der nu skal dyrke brændsel.”
Anlægget er bygget
Anlægget, der skal producere biobrændstoffet, er bygget, den første mode farm er etableret, og de første 200 småbønder er i gang med den bæredygtige produktionsmetode, som CleanStar introducerer. Derudover er der sat gang i markedsføring og salg af de specialdesignede kogeblus.
Den langsigtede målsætning er, at der skal engageres cirka 2000 småbønder, og at der skal sælges 120.000 kogeblus til familier i Maputo, som årligt forventes at forbruge omkring 20 millioner liter biobrændstof.