IFU har investeret yderligere 20 millioner USD i B-aktier i Eastern and Southern African Trade and Development Bank (TDB) og fordobler hermed sin investering i banken til 40 millioner USD.
CEO for TDB, Admassu Tadesse og Danmarks ambassadør i Kenya, Ole Thonke, var værter ved underskriftsceremonien.
Med en investering på 20 millioner USD var IFU den første europæiske investeringsfond, som investerede i TDB’s B-aktier i december 2019. Samtidig underskrev TDB og IFU en samarbejdsaftale om at udforske finansieringsmuligheder inden for en række nøglesektorer og samarbejde om forskellige initiativer såsom TDB’s SMV-program, teknisk assistance mm.
”Det glæder os, at vi kan løfte vores samarbejde yderligere med denne ekstra kapitalindsprøjtning fra IFU,” siger Admassu Tadesse, President and CEO i TDB.
”Kapitalforhøjelsen signalerer til markedet, at de institutionelle investorer fortsat har tillid til de resultater, muligheder og udviklingseffekter, som TDB skaber, selv midt i den likviditetskrise som covid-19 har forårsaget. Med IFU’s seneste investering i vores B-aktier kan vi se frem til at øge vores engagement i at fremme verdensmålene i vores medlemslande og i de samfund, vi betjener.”
Admassu, President and CEO, TDB
”For at håndtere den negative indvirkning, som covid-19 har haft på økonomien og hjælpe med at øge investeringerne i Afrika, er det nødvendigt med stærke afrikanske finansielle institutioner. Vi er glade for at styrke vores engagement i TDB ved at bidrage med yderligere 20 millioner USD i risikovillig kapital. TDB spiller en vigtig rolle i at begrænse de negative effekter af covid-19 og hjælpe regionen med at genvinde sit vækstpotentiale med fokus på verdensmålene,” siger Torben Huss, CEO i IFU.
”Siden TDB ændrede sin kapitalstruktur i 2012, er bankens egenkapital firedoblet. Fire nye medlemslande har tilsluttet sig, og 17 institutionelle investorer har købt B-aktier – inklusive nogle der har forhøjet deres investering ved at købe nye aktier eller geninvestere deres dividende,” tilføjer Mary Kamari, TDB Corporate Affairs and Investor Relations Executive.
”Med tocifrede afkast på aktiekapitalen og en stigning i vores indre værdi fra 5.996 USD i 2012 til 12.213 USD i 2019 og med en portefølje, hvor halvdelen af investeringerne bidrager til verdensmålene, har TDB haft en konstant høj udviklingseffekt og attraktive afkast, mens banken fortsætter med at udvide sin geografiske horisont.”
Pandemien bliver ved med at udvikle sig, men TDB vokser fortsat og har leveret på den tredobbelte bundlinje. Undervejs har TDB formået at tiltrække yderligere 2 milliarder USD fra institutionelle og kommercielle banker, der – lige som aktiekapitalinvestorerne, vælger TDB som mellemled på grund af dens solide position som en innovativ og pålidelig finansieringskilde til vigtige, bæredygtige investeringer.
OM TDB
Eastern and Southern African Trade and Development Bank blev etableret i 1985. Banken er en multilateral, traktatbaseret udviklingsfinansieringsinstitution med en høj kreditvurdering med 40 suveræne og institutionelle aktionærer og aktiver for 6,7 mia. USD. TDB betjener 22 lander i Afrika og har til formål at finansiere og fremme handel, regional økonomisk integration og bæredygtig udvikling.
Photo: Made for More Imagery