Nyheder

19. April 2022

IFU FINANSIERER PLASTIKGENBRUG I INDIEN

Plastikaffald er et stort problem, og der smides årligt 660 milliarder PET-flasker ud på verdensplan. I Indien genanvender Polygenta plastikflasker til fremstilling af filamentgarn, som anvendes af internationale mode- og sportstøjsmærker. Med finansiering fra IFU øger Polygenta nu sin kapacitet og vil kunne forarbejde mere end 200 tons PET plastikaffald om dagen.

Hvert år smides omkring 660 millioner PET-flasker ud på verdensplan. Otte millioner tons plastikaffald lander årligt i havene og forårsager omfattende forurening langs kyster og flodbredder. PET engangsflasker udgør en stor del af affaldet. For at mindske denne miljømæssige byrde og understøtte en bæredygtig cirkulær økonomi investerer IFU 107 mio. kroner i den indiske genbrugsvirksomhed Polygenta Technologies Ltd. (Polygenta), som er et datterselskab til perPETual Technologies GmbH. Den tyske udviklingsfinansieringsinstitution DEG investerer et tilsvarende beløb.

Ved hjælp af en banebrydende kemisk genanvendelsesproces, udviklet af perPETual Technologies GmbH, omdanner Polygenta brugte PET flasker til rPET chips og bæredygtigt filamentgarn til tekstilindustrien. Kunderne tæller en række velkendte internationale mode- og sportstøjsmærker. Investeringen er øremærket til opførelsen af to nye produktionslinjer på fabrikken i Nashik i delstaten Maharashtra, som gør virksomheden i stand til at øge sin genanvendelseskapacitet betydeligt og forarbejde mere end 200 tons PET flasker om dagen.

Polygenta har fremstillet garn fra genbrugsflasker siden 2014. Deres unikke teknologi til at fremstille garn ved kemisk at omdanne brugte PET flasker kræver 90% mindre energi og 65% mindre vand sammenlignet med konventionel produktion. CO2-udledningen er også ca. en tredjedel mindre.

”Med støtte fra perPETual Technologies GmbH har Polygenta opført en kemisk genbrugsfabrik i verdensklasse, som omdanner brugte plastikflasker til produkter i høj kvalitet til tekstilmarkedet. Efterspørgslen efter vores produkter er meget stor, og finansieringen fra DEG og IFU vil gøre os i stand til at imødekomme den med mere end 200 tons produkter pr. dag,” siger Makarand Kulkarni, CEO og bestyrelsesmedlem i Polygenta.

”Vi er meget glade for at få DEG og IFU med som partnere i vores vækstplaner. Det er en vigtig teknologi for Indien, som kan revolutionere det indiske tekstilmarked ved at producere genanvendt garn i den bedste kvalitet i verden,” siger Chetan Gandhi, CFO i Polygenta.

”Det er IFU’s ambition at støtte den grønne omstilling på vækstmarkeder. Ved at deltage i udvidelsen af Polygentas virksomhed bidrager vi til at reducere plastikaffald og CO2-udledning og understøtter en bæredygtig cirkulær økonomi. Vi ser frem til at følge Polygenta, når de udvider til flere lande og håber, at de kan inspirere andre virksomheder til at se på bæredygtige løsninger,” siger Deepa Hingorani, VP, Head of Financial Services and Asia in IFU.

Finansiering gennem Danmarks Grønne Fremtidsfond
IFU investerer i Polygenta gennem Danmarks Grønne Fremtidsfond, som blev etableret for at fremme den grønne omstilling i Danmark og i udlandet. Fonden på 25 mia. kroner er delvist administreret af IFU.

Desuden er IFU’s bidrag til Polygentas udvidelse med til at opfylde den dansk/indiske grønne strategiske partnerskabsaftale, som blev indgået af Indiens premierminister Narendra Modi og Danmarks statsminister Mette Frederiksen i 2020.

”Vi er glade for at kunne bakke op om den dansk/indiske grønne strategiske partnerskabsaftale gennem denne investering i Polygenta, og vi er parate til at foretage yderligere grønne investeringer i Indien,” siger Torben Huss, CEO i IFU.

Om:
Polygenta
Polygenta Technologies Limited er et datterselskab til den tyske teknologivirksomhed perPETual Technologies GmbH. Polygenta er en stærk spiller i rPET-industrien og er kendt for sin produktion af førsteklasses genbrugsgarn og rPET chips på sin fabrik i Nashik, Indien. Polygenta har ca. 250 ansatte og eksporterer over 50% af sine produkter til mere end ti lande.