Nyheder

29. October 2010

IFU DELTAGER I UDENRIGSMINISTERENS BESØG I KINA

IFU’s administrerende direktør, Finn Jønck, deltager i udenrigsminister Lene Espersens’ besøg i Shanghai fra den 29. oktober til 1. november. Besøget er et led i afslutningen af EXPO 2010, og der vil samtidig blive holdt møder med blandt andet den kinesiske udenrigsminister Yang Jiechi.

IFU’s administrerende direktør indgår i den erhvervsdelegation, der ledsager Udenrigsministeren.

Formålet med besøget er at præsentere de muligheder, der er for dansk erhvervsliv i Kina, der er et af de førende vækstlande. Derudover skal der blandt andet holdes møder med ledere fra førende kinesiske virksomheder.

IFU har gennemført mere end 100 investeringsaftaler med danske virksomheder, der har ønsket at etablere sig i Kina. Investeringsaftalerne er gennemført både med store virksomheder som Carlsberg, Mærsk, Vestas, Coloplast, Bestseller og Danfoss og med flere mindre og mellemstore virksomheder.

I de senere år har IFU blandt andet assisteret en række danske underleverandører til vindindustrien, der har etableret sig i Kina.

IFU har eget kontor i Kina, der leverer rådgivning on location, og som assisterer virksomhederne både i etableringsfasen og i de første års drift blandt andet ved at deltage i det danske datterselskabs bestyrelse.

IFU arbejder på et kommercielt grundlag og kan tilbyde egenkapital, lån og garantier direkte til de enkelte datterselskaber i investeringslandet.