Aller Aqua Group er et familieejet selskab med hovedkvarter i Christiansfeld. Virksomheden producerer miljøvenligt fiskefoder til akvakultur, der eksporteres til mere end 60 lande i hele verden. Siden produktionen af fiskefoder begyndte for mere end 50 år siden har virksomheden været i konstant vækst og har nu fabrikker i henholdsvis Polen, Tyskland og Egypten. I øjeblikket er Aller Aqua ved at bygge fabrikker i både Zambia og Kina, samt udvide kapaciteten i Egypten.
Den nye fabrik i Zambia vil kunne producere 50.000 tons fiskefoder om året, og vil være den mest teknisk avancerede fiskefoderfabrik i det sydlige Afrika. Fabrikken forventes at stå klar til at producere ekstruderet fiskefoder af højeste kvalitet til september 2017.
– Byggeriet af fabrikken pågår og følger tidsplanen. Der er selvfølgeligt mange udfordringer, når man bygger i Zambia sammenlignet med Danmark, men vi har et fantastisk team og en ledelse, der sikrer, at vi overvinder udfordringerne, som de opstår og kommer sikkert i mål, siger Henrik Halken, som er ansvarlig for Aller Aqua’s fabrikker i Afrika.
Markedsledende indenfor miljøvenligt fiskefoder til akvakultur i Afrika
I dag kommer hver anden fisk, der spises på verdensplan fra opdræt. I Afrika, hvor befolkningstilvæksten stiger kraftigt, forventes markedet for akvakultur at stige markant i de kommende år, da det er en effektiv måde at producere protein til en voksende befolkning. Ved hjælp af Alle Aqua’s kvalitetsfiskefoder gøres produktionen af opdrættede fisk samtidig mere miljøvenlig, da foderet blandt andet har en høj effekt og næringsmæssig fordøjelighed, hvilket resulterer i en lav udledning af næringsstoffer i vandet.
– Med investeringen i Zambia bliver vi markedsledere i Afrika med hensyn til moderne og miljøvenligt fiskefoder til akvakultur. Dette vil gøre det muligt ikke blot at øge vort salg i Zambia, men også i de omkringliggende lande, siger Henrik Halken.
IFU støtter igen Aller Aquas ekspansion
Fabrikken i Zambia er IFU’s tredje investering med Aller Aqua Group. IFU bidrager her med et lån på 49 mio. kr. samt rådgivning omkring virksomhedsetablering- og drift i Zambia.
– Vi glæder os over, også i dette projekt, at have IFU med. Udover det lån IFU yder til projektet er vi sikre på, at vi kan få god gavn af IFU’s erfaringer på det afrikanske kontinent. Vi har i forvejen samarbejde med IFU i både Egypten og i Kina, siger Henrik Halken.
– IFU er meget tilfredse med det gode samarbejde med Aller Aqua, som gør, at vi for tredje gang er med i etableringen af én af deres fabrikker. Fabrikken i Zambia vil bidrage til at skabe økonomisk vækst ved at løfte akvakultursektoren i landet, skabe arbejdspladser og øge adgangen til frisk fisk af en god kvalitet for lokalbefolkningen, siger Anders Paludan- Müller, Investment Director hos IFU.