Nyheder

7. september 2009

IFU ÅBNER NYT KONTOR I GHANA

Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) åbner nyt kontor i Ghana. Dermed har IFU tre regionalkontorer i Afrika. De to øvrige kontorer ligger i henholdsvis Sydafrika og Kenya. Kontoret i Ghana skal rådgive danske virksomheder om investerings- og erhvervsmuligheder i Vestafrika og bidrage til en egentlig etablering af danske datterselskaber. Leder af regionalkontoret i Ghana bliver Martin Rømer.

I 2008 investerede IFU 175 millioner kr. i 17 selskaber i Afrika. Dermed udgør investeringerne i Afrika nu omkring 40 procent af fondenes samlede investeringer. Det er rekord og samtidig et udtryk for, at IFU’s stigende fokus på investeringsmuligheder i Afrika har været en succes.

IFU fortsætter med at intensivere indsatsen i Afrika og åbner derfor et regionalkontor i Ghana. Kontoret skal supplere de to nuværende regionalkontorer i henholdsvis Sydafrika og Kenya.

– Åbningen af vores regionalkontor i Ghana er en del af vores langsigtede Afrikastrategi og betyder, at IFU nu bliver repræsenteret i både det sydlige, østlige og vestlige Afrika. Det er en fordel både i forhold til at servicere danske virksomheder og for at kunne bidrage yderligere til den økonomiske og sociale udvikling i regionen, siger administrerende direktør i IFU, Finn Jønck.

Leder af kontoret i Ghana bliver Martin Rømer. Han har stor erfaring med investeringer i Afrika og har i de senere år været IFU’s centrale rådgiver i forhold til investeringer i det vestlige Afrika. Indtil nu har han arbejdet fra hovedkontoret i København.

– Jeg ser frem til at arbejde permanent i Ghana. Det giver bedre mulighed for at identificere nye investeringsmuligheder. Men samtidig er det særlig vigtigt for os at være tæt på de virksomheder, der har investeret i regionen, fordi vi i modsætning til andre investorer også assisterer virksomhederne, når de har etableret sig og overgår til egentlig drift, siger Head of Regional Office, Martin Rømer.

IFU har i de senere år opbygget en solid portefølje af investeringer med danske virksomheder i Ghana. Virksomhederne repræsenterer flere forskellige sektorer, herunder miljø, industriproduktion, service samt fødevarer og landbrug.

– Vi har haft en pæn vækst i vores investeringer i Ghana, og vi har aktuelt også en god pipeline. Årsagen til det er vores egen indsats, men naturligvis også at Ghana har en pæn økonomisk vækst og et stabilt politisk klima, siger Martin Rømer.

– Vores mål er, at den positive udvikling i Ghana fortsætter, og at vi kan bruge vores kontor her som brohoved til at øge investeringerne i det vestlige Afrika, siger Martin Rømer.

Yderligere oplysninger: Kommunikationschef Rune Nørgaard, tlf.: 33 63 75 60

København, den 7. september 2009

Pressemeddelelse: IFU åbner nyt kontor i Ghana