Nyheder

5. december 2019

GLOBAL BLÅBÆRPRODUCENT VIL SKABE BEDRE MULIGHEDER FOR KVINDER

United Exports, der producerer blåbær i det sydlige Afrika, er blevet medlem af 2X Challenge – et initiativ som IFU har taget i samarbejde med andre udviklingsfinansieringsinstitutioner for at fremme kvinders muligheder.

IFU støtter ligestilling mellem kønnene i sine investeringer som en faktor, der kan fremme de forretningsmæssige præstationer, men som især kan give kvinder større økonomisk indflydelse.

For at blive endnu bedre har IFU tilsluttet sig 2X Challenge, som har til formål at fremme kvinders muligheder gennem virksomhedsstøtte, ledelses- og karriereudvikling, kvalitetsbeskæftigelse, samt produkter såvel som ydelser, der styrker kvinders økonomiske indflydelse. 2X Challenge identificerer virksomheder, der arbejder med et eller flere af disse områder – med en målsætning om at opnå tilsagn på tre milliarder dollars inden udgangen af 2020.

United Exports tilslutter sig 2X Challenge

I begyndelsen af 2019 udbetalte IFU på vegne af Danish SDG Investment Fund et lån på 10 millioner Euro til United Exports i Sydafrika til finansiering af en udvidelse og opgradering af virksomhedens blåbærproduktion. United Exports er en global virksomhed, som opererer på fem kontinenter, men med strategisk hovedfokus på det sydlige Afrika.

I højsæsonen beskæftiger United Exports mere end 5.000 mennesker, hvoraf næsten 90 procent af sæsonarbejderne og mere end 50 procent af de fastansatte er kvinder.

Det høje antal kvindelige ansatte kvalificerer United Exports til at deltage i 2X Challenge, og derfor har IFU og United Exports underskrevet et memorandum, som afspejler United Exports’ forpligtelse til at øge kvinders mulighed for økonomiske indflydelse.

”Vi er meget glade for at byde United Exports velkommen til 2X Challenge, og vi ser frem til at følge og støtte de nye initiativer, som de arbejder med, for at forbedre de kvindelige ansattes muligheder og arbejdsforhold. Det gælder både de fastansatte og sæsonarbejderne,” siger Birgitte Bang Nielsen, Sustainability Director i IFU.

”Vi er meget stolte over at blive en 2X Challenge-virksomhed, som kan støtte op om en vigtig dagsorden og skabe yderligere forbedringer ved at øge kvinders indflydelse på arbejdspladsen og forbedre deres levevilkår.”

Rowen Markie, Sustainability and Transformation Manager i United Exports.

En række nye initiativer

Som en del af 2X Challenge har United Exports lanceret en række nye initiativer, som understøtter inddragelse, deltagelse og avancement blandt kvinderne på virksomhedens sydafrikanske blåbærfarme – sæsonarbejdere såvel som fastansatte. Det indbefatter en række kvalitetsbaserede programmer og initiativer, såsom sundhedskampagner og mobilklinikker.

Desuden introducerer United Exports et program – tilrettelagt af den sociale rådgivningsorganisation ProCare – for at identificere problemer og hovedårsager hertil efterfulgt af en interventionsplan, som omfatter social støtte og rådgivning. Det inkluderer 1) følelsesmæssig tilpasning, såsom selvværd, 2) juridiske spørgsmål, fx vold i hjemmet, 3) konflikter på arbejdspladsen, motivation og diskrimination, 4) forældrevejledning, fx ved ægteskabsproblemer, uønsket graviditet og stress, og 5) afhængighed og misbrug.

IFU kan registrere 10 millioner Euro

Målsætningen for 2X Challenge er at nå 3 milliarder Euro i tilsagn inden udgangen af 2020, og IFU kan nu registrere de 10 millioner Euro i lånefinansiering til United Exports som en 2X Challenge-investering.