Nyheder

22. april 2010

FREMTIDEN LIGGER I UDVIKLINGSLANDENE

Det har længe været en tendens. Med den økonomiske krise er billedet blevet endnu tydeligere. Fremtidens vækst sker i udviklingslandene og emerging markets. Den seneste prognose fra den internationale valutafond (IMF) viser, at mens den økonomiske vækst i de vestlige lande kun langsomt er på vej tilbage, så buldrer mange udviklingsøkonomier af sted, stærkt ført an af Kina og Indien.

Danmark er langsomt på vej ud af den økonomiske krise. Det gælder også de nærmarkeder, som danske virksomheder i høj grad eksporterer til. Men det går langsomt, og med en gennemsnitlig forventet vækst i EU-området på 1-1,5 procent i 2010 og 2011 er der langt op til lande som Kina og Indien, der i de kommende år forventes at have en vækst på 8-10 procent. Derudover er der også i Brasilien, Rusland og Afrika udsigt til vækstrater, der ligger pænt over gennemsnittet i EU.

IFU har gode erfaringer i udviklingslande

IFU – Investeringsfonden for udviklingslande, der har erfaringer fra mere end 40 års investeringer med danske virksomheder i udviklingslande, bekræfter, at det er attraktivt at investere i disse lande.

– Vi kan klart fornemme, at der både er optimisme og en god økonomisk fremgang i de fleste af de udviklingslande, vi investerer i, siger afdelingschef i IFU Peter Schwalbe. Vi oplever da også en stigende interesse fra danske virksomheder, og vi kan se på både deres og vores bundlinje, at der er penge at tjene, når dansk erhvervsliv bevæger sig lidt længere væk end de traditionelle nærmarkeder.

En klar forretningsstrategi er nødvendig

Danske virksomheder har i særlig grad fokus på Kina. Dernæst kommer den resterende del af Asien, mens Afrika har en væsentlig mindre bevågenhed. Der er imidlertid gode investeringsmuligheder i alle områder. Det afgørende for at opnå succes er, at virksomhederne har en klar forretningsstrategi og udnytter de komparative fordele, der er i de enkelte lande.

– Vi har i de senere år hjulpet en del underleverandører til vindindustrien med at etablere sig i Kina, fordi det var deres eneste mulighed for at fastholde deres markedsandel til de store kunder, der nu producerer i Kina. Derudover ser vi flere virksomheder, der gerne vil sælge produkter til de kinesiske forbrugere, som oplever en stigende købekraft. Til gengæld er fordelene ved at outsource til lave produktionsomkostninger ved at være udtømte i det østlige Kina. Her skal virksomhederne søge ind i landet eller vælge at placere sig i for eksempel Vietnam, siger Peter Schwalbe.

IFU er medinvestor

En del danske virksomheder er usikre over for at skulle investere i lande langt fra Danmark. Det skyldes både manglende kendskab og vanskelighederne ved at få finansieret deres investering. Her kan IFU imidlertid hjælpe.

– Vi kan både hjælpe virksomhederne med at vurdere, hvor det er mest hensigtsmæssigt at investere, og samtidig kan vi deltage direkte i finansiering via aktiekapital eller lån. Dermed minimeres risikoen ganske væsentligt for den danske virksomhed, siger Peter Schwalbe.

IFU har sammen med danske virksomheder investeret i knap 700 projekter i mere end 80 forskellige udviklingslande. Den samlede aftalte investering er på mere end 90 mia. kr., hvoraf IFU har bidraget med knap 8 mia. kr.