Nyheder

5. maj 2011

FORTSAT FART PÅ VÆKSTEN I UDVIKLINGSLANDE

Den seneste World Economic Outlook-rapport fra Den Internationale Valutafond (IMF) viser, at væksten for alvor er rykket til udviklingslandene. Samtidig forudser rapporten, at væksten i udviklingslandene helt frem til 2016 vil være betydelig højere end i Vesteuropa, hvor danske virksomheder traditionelt opererer.

Væksten i udviklingslandene fortsætter. Den Internationale Valutafond (IMF) forventer, at væksten i Kina i 2011 bliver på næsten 10 procent. Den indiske økonomi forventes at vokse med 8 procent, og det sydlige Afrika følger lige efter med en gennemsnitlig vækst på 5,5 procent. Det er markant mere end i Vesteuropa, hvor IMF kun forventer en vækst på knap 2 procent.

De høje vækstrater i udviklingslandene ser ud til at fortsætte i de kommende år og IMF forudser, at væksten i Vesteuropa helt frem til 2016 vil være markant lavere end i Asien, Afrika og Latinamerika.

Gode erfaringer i udviklingslande

IFU, der i mere end 40 år har assisteret danske virksomheder med at etablere sig i udviklingslande, bekræfter, at der er gode muligheder for danske virksomheder i disse lande.

– Udviklingslandene er generelt kommet godt igennem den finansielle krise, og der er nu udsigt til solide vækstrater i de kommende år, hvilket dansk erhvervsliv med fordel kan drage nytte af, siger afdelingschef i IFU Peter Schwalbe.

Op til det dobbelte i afkast

Hovedparten af danske virksomheder etablerer sig fortsat på de traditionelle nærmarkeder i Europa. Således var det kun 3,5 procent af dansk erhvervslivs samlede investeringer, der i 2009 blev placeret i de såkaldte BRIK-lande (Brasilien, Rusland, Indien og Kina).

Det på trods af, at en analyse fra Nationalbanken har vist, at danske virksomheder får op til det dobbelte i afkast, når de investerer i udviklingslande og emerging markets. Mens den gennemsnitlige forrentning i lande som Sverige, Tyskland og USA er på omkring 10 procent, så forrentes investeringer med op til 20 procent i udviklingslande og emerging markets.

– Der er mange muligheder for at gennemføre lønsomme investeringer i udviklingslandene. Væksten er høj, middelklassen og dens købekraft vokser, og så er der et stort behov inden for infrastruktur, energi og klima, siger Peter Schwalbe.

Ingen grund til at ryste på hånden

Risikoen og udfordringerne ved at investere i udviklingslande og emerging markets er generelt større. Det er andre vilkår, der gælder, og virksomhederne kommer til at arbejde i en fremmed kultur, hvor for eksempel erhvervsvilkårene og de politiske forhold er mere usikre. Samtidig kan simple ting som adgang til energi og en ordentlig infrastruktur skabe store problemer.

En anden udfordring er, at danske virksomheder ofte har vanskeligt ved at få den nødvendige finansiering til investeringer i udviklingslande.

Men danske virksomheder behøver ikke at ryste på hånden. IFU har i samarbejde med dansk erhvervsliv etableret omkring 700 selskaber i mere end 80 udviklingslande og har dermed oparbejdet en betydelig viden og erfaring, som gør det muligt at lette vejen til de nye markeder. Samtidig bidrager IFU med investeringer i form af aktiekapital og lån.

– Vores erfaring er, at der med en grundig forberedelse, den rigtige rådgivning og en langsigtet investeringsstrategi kan skabes sunde og bæredygtige selskaber i udviklingslandene, som også kan give et solidt afkast, siger Peter Schwalbe.