Nyheder

25. august 2015

ET GANSKE SÆRLIGT HOTEL

Park Inn hotel i Cape Town, Sydafrika, er et strålende eksempel på at gøre forretning og have et godt formål. En tredjedel af de ansatte er døve. De har fået en ny chance på arbejdsmarkedet og gør samtidig opholdet som hotelgæst til en inspirerende oplevelse.

Da jeg træder ind i lobbyen på Park Inn i Cape Town, får jeg det første indtryk af et hotel, som adskiller sig fra de fleste andre hoteller. Og det er ikke Carlson Rezidors nye Park Inn-koncept, som først falder i øjnene. Det er sikkerhedsvagterne, som møder mig med et venligt smil og et badge på deres skjorte, hvorpå der er et hjerte med teksten ”Jeg er døv”.

Først tænker jeg, om nogen overhovedet kan høre mig, men i receptionen bliver jeg mødt af en smilende og entusiastisk receptionist. Da min booking er blevet bekræftet, fortæller receptionisten, at hotellet har døve ansat, og at de er klar til at betjene mig. Som en hjælp er der på nøglekortet nogle enkle tegnsprogstegn som for eksempel goddag, værsgo, tak osv. Så er jeg klar til at tjekke ind på mit værelse med en lille udfordring om at lære et nyt sprog.

Hver tredje er døv

Carlson Rezidor har været til stede i Afrika i mange år og har i dag 24 hoteller over hele kontinentet. Hotellerne opererer under forskellige brands, og Park Inn-konceptet er et farverigt og dynamisk mellemklasse-brand.

Park Inn ligger nedenfor Taffelbjerget på en grund, hvor der tidligere lå et medborgerhus. Hotellet er ejet af DeafSA, som er det sydafrikanske døveforbund. Hotellet er udviklet af Meridian Property og er finansieret af IDC og Afrinord, som er en fond etableret af Rezidor og en række nordiske udviklingsfinansieringsinstitutioner, heriblandt IFU.

– Vi er meget stolte af hotellet og vores koncept med at ansætte døve, siger salgs- og marketingdirektør Brendon Hart.

Carlson Rezidor Group har administrationskontrakten med hotellet, og det er aftalt med DeafSA, at hotellet skal ansætte døve som en del af personalet. Dette er aldrig blevet prøvet før og er derfor en læreproces for alle.

Intentionen var, at 40 procent af personalet skulle være døve, og lige nu ligger vi på cirka en tredjedel. Men vi arbejder fortsat på at udvikle personalet og arbejdsområderne, så flere kan varetages af døve, siger marketingchef Renaldo Pretorius.

– Gæsterne har modtaget konceptet med de døve medarbejdere meget positivt. Der har været mange positive kommentarer og bedømmelser på Trip Advisor. Vi har ikke modtaget klager, og kun ganske få gæster har været lidt utålmodige, hvis ting har taget længere tid end nødvendigt. Når vi har forklaret konceptet, har de været meget forstående og accepteret, at tingene bliver gjort anderledes her, siger Renaldo Pretorius.

Ikke kun administrative medarbejdere

Fra dag et har planen været, at de døve ikke kun skulle være ansat i back-office funktioner. Derfor arbejder de indenfor alle områder på hotellet, inklusive sikkerhed, husholdning, køkken, restaurant, bookinger og konferencer.

Rezidor Carlson Group har håndteret rekrutteringsprocessen og har interviewet cirka 150 personer. Ingen af de døve ansatte har erfaring med at arbejde i hotelbranchen, og de har derfor modtaget intensiv træning. Det hørende personale har også modtaget træning i at samarbejde med døve.

– Ja, det har været mere omkostningstungt at ansætte døve medarbejdere, men fordelene opvejer klart omkostningerne, siger Brendon Hart.

Jeg er stolt

Dale Holmes, en af de døve medarbejdere, som arbejder som møde- og eventkoordinator, er glad for sit arbejde på Park Inn:

– For ti år siden ledte jeg efter et job i hotelbranchen, men det var umuligt at finde. Nu har jeg arbejdet her siden begyndelsen, og det har været en rigtig god oplevelse. Jeg er meget stolt af mig selv, og jeg har ikke fået nogen negative reaktioner fra gæsterne. Nogle kan dog være uforstående overfor døve mennesker, indtil de har mødt os.

– Projektet med at ansætte døve mennesker til normale job på Park Inn har været en øjenåbner for mange, siger Jabaar Cassiem Mohamed, som er DeafSA’s provinschef for Western Cape.

I Sydafrika er 70-80 procent af alle døve arbejdsløse og lever derfor af en lille understøttelse. På Park Inn får de en løn, der er minimum tre gange så høj, hvilket giver højere selvtillid og meget bedre levevilkår. Desuden har andre hoteller nu kopieret konceptet.

Prisbelønnet hotel

På vej ud af hotellet passerer jeg en lille statuette, som fortæller, at Park Inn, Cape Town er vinder af Guardian Sustainable Award 2015. I forvisning om at det er muligt at gøre en forskel, stiger jeg ind i taxien med et smil.