Nyheder

29. oktober 2013

DONG ENERGY OG IFU I KINESISK SAMARBEJDE

DONG Energy og IFU indgår samarbejde om at udbrede Inbicon-teknologien på det kinesiske marked.

DONG Energy’s forretningsben New Bio Solutions har indgået et samarbejde med IFU. Investeringsfonden skal bidrage til udrulningen af den biobaserede Inbicon-teknologi til produktion af 2. generation bioethanol på det kinesiske marked.

“Samarbejdet betyder blandt andet, at IFU bliver rådgivende partner og medejer af vores kontor i Beijing, der står for den kommercielle udrulning af Inbicon-teknologien,” siger Henrik Maimann, Vice President i DONG Energy med ansvar for forretningsområdet New Bio Solutions.

IFU, der er en statsejet fond, opererer på markedsvilkår og investerer kun i projekter, der vurderes at være kommercielt bæredygtige og som skaber en udviklingseffekt i de enkelte lande.

“I Kina er der stor politisk fokus på landets massive klimaudfordringer, så det er en strategisk nøglesektor, vi nu kommer til at investere i sammen med DONG Energy og en række kinesiske virksomheder,” siger Anders Nellemose, Senior Investment Manager i IFU.

“Gennem partnerskabet kommer vi til at fremstå som en stærk dansk enhed, der markedsfører grøn teknologi og investerer i konkrete bioethanolanlæg. Det er en god platform, som kan bane vejen for yderligere investeringer i biobaserede teknologier, og det bidrager til det gode samarbejde, der er mellem Kina og Danmark i disse år,” siger Anders Nellemose.

DONG Energy’s New Bio Solutions sælger Inbicon-teknologien som licensforretning. Det betyder, at potentielle kunder skal købe Inbicon-teknologien til at etablere 2. generations bioethanolfabrikker og betale DONG Energy en licens for knowhow, rådgivning og udvikling.

“Vi har besluttet at investere en del af licenspengene i etablering af de enkelte anlæg for at vise tiltro til vores egen teknologi, og IFU er klar til at matche vores investeringer i de kinesiske Inbicon-projekter. Vi vil så kunne trække os ud, når anlæggene har bevist deres effektivitet og driftsstabilitet,” siger Henrik Maimann.

IFU lagde sin første investering i Kina i 1987 og har i dag investeret mere end 10 mia. kr. i Kina sammen med danske virksomheder.