I den nordøstlige brasilianske stat Pernambuco, som er et af de fattigste områder i landet, skal European Energy i gang med at bygge tre nye vindparker på i alt 94 megawatt. Det er en realitet efter at finansieringen er kommet på plads bl.a. via et lån på 130 millioner kr. fra den del af Danmarks Grønne Fremtidsfond, der administreres af IFU. Det er samtidig det første lån, der ydes af IFU i regi af den nye fond på i alt 25 mia. kr., der blev etableret af regeringen i forbindelse med finansloven for 2020.
– Formålet med Danmarks Grønne Fremtidsfond er, at Danmark skal bidrage til den grønne omstilling globalt og samtidig fremme salget af dansk klimateknologi. Det her projekt blinker grønt på alle parametre, da det er dansk udviklet, primært finansieret af danske interessenter, benytter dansk teknologi fra Vestas og bidrager til den globale CO2-reduktion, siger Torben Huss, CEO i IFU.
“Danmark skal være en ”grøn supermagt”. Med vindmølleparken investerer vi først og fremmest grønt i et af de fattigste områder i Brasilien. Men mindst lige så vigtigt, så går vi forrest og trækker hele landet i den grønne retning. Regeringen vil vende de globale finansieringsstrømme fra sort til grøn. Det handler netop om at støtte investeringer i fx vindenergi, der kan bringe verden på ret klimakurs mod indfrielse af Parisaftalen. Vi skal turde at tage internationalt lederskab for den globale klimaindsats og en retfærdig global omstilling til bæredygtige samfund.”
Minister for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen.
European Energy står for implementering
European Energy, der har bred erfaring med etablering af vind- og solenergi, er ansvarlig for at gennemføre projektet, der består af tre individuelle vindparker Ouro Branco I & II samt Quatro Ventos. Vindparkerne forventes at være i drift ultimo 2022.
– Brasilien er i fuld gang med en rivende udvikling og har planer om at installere over 28 GW vindenergi senest i 2026. Jeg er glad for, at vi med denne aftale kan udvide og styrke vores position i Brasilien. Med dette projekt bringer vi både European Energys omfattende erfaring i vindprojekter til Brasilien og udvider samtidig vores projekterfaring i landet. Samtidig skal vi ikke undervurdere mulighederne for, at partnerskaber og projekter som disse vil føre til nye forretningsmuligheder i Latinamerika, siger Jens-Peter Zink, Executive Vice President i European Energy.
Projektet er udviklet af den brasilianske udvikler Eólica Tecnologia og Nordic Power Partners, der er et udviklingsselskab ejet i fællesskab af European Energy og Danish Climate Investment Fund, som forvaltes af IFU og delvist er kapitaliseret af danske pensionsselskaber.
Lånet på 130 mio. kroner udgør knap 20 procent af de samlede anlægsomkostninger. Vestas skal levere 21 vindmøller af typen V150-4.5 og har samtidig indgået en 20-årig serviceaftale.
Bidrager til grøn lokal udvikling
Både i forbindelse med byggeri og drift vil de tre nye vindparker bidrage med lokale jobs og økonomisk udvikling, ligesom de vil styrke forsyningen af elektricitet og fungere som supplement til vandkraft, der er udfordret af længere perioder med tørke. Det forventes, at vindparkerne vil producere knap 420 GWh årligt og reducere udledning af CO2 med mere end 2,2 millioner tons over projektets 20 års levetid.
Fakta:
European Energy er et grønt dansk energiselskab, der udvikler, bygger og driver vind- og solfarme. European Energy har senest færdiggjort et større solcelleanlæg på 93 MW i Brasilien og udvider nu sine aktiviteter i landet til også at dække vindenergi.
Foto: Vestas Wind Systems A/S