Det fremhæves ofte, at danske virksomheder har gode muligheder for at bidrage til en positiv udvikling i udviklingslande. Nu viser Dbramante1928, en mindre dansk virksomhed fra Ølstykke vejen via etableringen af en ny CO2-neutral fabrik, der er den første af sin art i Kolkata, Indien, hvor der er en omfattende produktion af læder.
“Vi er meget tilfredse med, at det er lykkedes at etablere en CO2-neutral produktion af vores lædervarer, fordi det matcher vores ambition om at være en klimabevidst og social ansvarlig virksomhed.”
Dennis Dress, direktør og grundlægger i Dbramante1928
Sælger tasker og covers
Dbramante1928 er en 10 år gammel virksomhed, der designer og sælger lædertasker, covers til mobiltelefoner, iPads og laptops samt remme til ure over det meste af Europa, Rusland og Mellemøsten. Produkterne designes i Danmark og produceres i Indien i samarbejde med en lokal partner, der har mange års erfaring.
Da Dbramante1928 begyndte produktionen i Indien, var der 65 ansatte på den lokale fabrik. I dag er der 600 ansatte, der indtil for nylig var spredt over fire produktionsfaciliteter.
“Vores vækst resulterede i at produktionen blev spredt på flere fabrikker. Det var ineffektivt, og derfor gav det god mening at samle det hele i en ny fabrik, hvor der både var mulighed for at optimere produktionen og at indtænke klima og miljø fra begyndelsen, siger Dennis Dress.
Fik finansiering og rådgivning hos IFU
Inden projektet med en ny fabrik gik i gang, kontaktede Dbramante1928 IFU, der har bidraget med et lån på tre millioner kr. til opførelsen af den 5.000 m2 store fabrik. Finansieringen er bl.a. blevet anvendt til at installere 1.000 m2 solceller på taget, der leverer alt strøm til produktionen, regnvandsopsamling samt nye maskiner og istandsættelse af lokalerne. Derudover har IFU via fondens facilitet for små og mellemstore virksomheder ydet økonomisk støtte til træning af medarbejderne i anvendelsen af ny produktionsteknologi, håndtering af alternative energiressourcer og CSR-forhold.
– Vi er meget tilfredse med vores samarbejde med IFU, fordi de udover finansieringen har bidraget med værdifuld viden og klare krav, der har ført til, at vi i dag råder over en moderne fabrik, som sikrer både et godt arbejdsmiljø for vores ansatte og et positivt bidrag til såvel det lokale som globale klima, siger Dennis Dress.
– Dbramante1928 er et bevis på, at også mindre danske virksomheder kan gøre en forskel, når de driver forretning i udviklingslande. Ved at introducere ny teknologi og producere CO2-neutralt opnår de egne fordele men kan samtidig også være en inspiration for andre virksomheder i lokalsamfundet, siger Ib Albertsen, Investment Director i IFU med ansvar for små og mellemstore virksomheder.
Bidrager til lokal udvikling
Udover arbejdsmiljø og klima har Dbramante1928 også fokus på at bidrage til det lokale samfund. Det sker bl.a. i et samarbejde med den lokale NGO, Little Big Help, hvorigennem virksomheden har rekrutteret cirka halvdelen af de 180 kvinder, der i dag er ansat på fabrikken.
– Der er omkring 200.000 gadebørn i Kolkata, og vi ved, at hvis mødrene får job, så bruger de pengene på at sende deres børn i skole i stedet for at sende dem ud at tigge eller samle flasker, siger Dennis Dress.