Nyheder

24. marts 2014

DANSK KAPITAL BIDRAGER TIL FINANSIERING AF AFRIKAS STØRSTE VINDPARK

Mandag den 24. marts underskrives de endelige aftaler om finansieringen af Afrikas største vindpark Lake Turkana Wind Power, der skal opføres i Kenya. IFU og EKF bidrager til den samlede finansiering på godt 4,5 mia. kr., og Vestas skal levere 365 vindmøller til vindparken, der skal stå færdig i 2017.

IFU – Investeringsfonden for Udviklingslande har de seneste seks år arbejdet intenst med finansieringen af Lake Turkana. IFU bidrager selv med godt 100 mio. kr. i aktiekapital og har via fondens netværk, blandt andet andre europæiske udviklingsfonde, medvirket til at få den samlede finansiering på godt 4,5 mia. kr. på plads.

– Lake Turkana er et meget vigtigt projekt, fordi det på en klimavenlig måde vil hjælpe Kenya med at øge produktionen af el, der er helt afgørende for landets videre udvikling, og samtidig har projektet en positiv betydning for dansk erhvervsliv, siger Tommy Thomsen, CEO i IFU.

365 møller fra Vestas

Lake Turkana Wind Power kommer til at bestå af op til 365 vindmøller af typen V52-850 kW fra Vestas, der samlet kan producere, hvad der svarer til omkring 20 procent af Kenyas nuværende installerede kapacitet.

Vindparken er lokaliseret nær ved Lake Turkana i den nordlige del af Kenya, fordi vindforholdene her er ideelle med en stærk og meget forudsigelig vind, der giver en høj effektivitet. Placeringen betyder dog, at der skal etableres en mere end 400 km lang el-transmissionslinje samt 300 km transport- og serviceveje.

EKF bidrager med eksportkredit

Også EKF bakker op om vindmølleparken i Kenya. EKF er klar til at stille garantier for knap en milliard kroner i alt til to af långiverne bag projektet: Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og African Development Bank (AfDB).

– For at gennemføre så store projekter som Lake Turkana Wind Power kræver det, at en bred gruppe af investorer og finansielle samarbejdspartnere bidrager med hver deres særlige ekspertise. Det er i højeste grad lykkedes i dette tilfælde, og dermed sikrer vi dansk eksport. Lake Turkana Wind Power er et komplekst projekt i et udfordrende land, men der står en stærk gruppe af danske og internationale samarbejdspartnere bag, siger Anette Eberhard, direktør for EKF.

Endelig aftale

Mandag den 24. marts underskrives de endelige finansieringsaftaler i Nairobi, Kenya, og til stede vil være Natalia Svejgaard, Investment Director i IFU.

Yderligere oplysninger:

IFU: Kommunikationschef Rune Nørgaard, tlf. 22 68 75 60

EKF: Chef Kommunikationskonsulent Ole Lindhardt, tlf. 20 18 39 52