Nu går trafikken den anden vej. Den danske virksomhed Dansani, der designer og producerer møbler og accessories til badeværelser i Danmark, skal eksportere sine produkter til det kinesiske marked. Det sker i samarbejde med en kinesisk partner, der leverer brusekabiner til Dansani.
– Vi har i flere år arbejdet sammen med den kinesiske partner, men frem for blot at importere, så skal vi nu forsøge at eksportere og sælge vores produkter på det kinesiske marked. Det er en stor og spændende udfordring, siger udviklingsdirektør Rasmus Kjær.
Første gang i Kina
Kina er et kæmpe marked med store muligheder, men det kan ofte være vanskeligt at overskue både det reelle markedspotentiale og de faktiske udfordringer ift. diverse regler og reguleringer i relation til såvel det juridiske, finansielle og produktmæssige. Dansani har derfor ønsket at gennemføre en grundig forberedelse og indgå et samarbejde med IFU, der har mange års erfaring med at hjælpe danske virksomheder ind på vanskelige markeder, herunder i Kina.
– Vi har ikke været i Kina før med salg for øje, og derfor har det været vigtigt for os at kunne trække på IFU’s viden og erfaring samt deres mulighed for at bidrage med risikovillig kapital. Derudover har den økonomiske støtte gennem deres facilitet for små- og mellemstore virksomheder været afgørende i forberedelsesfasen af vores projekt, siger senior projektleder Peter Jyde Andreassen.
Økonomisk støtte til forberedelse
Med henblik på at hjælpe flere små og mellemstore danske virksomheder ud på nye markeder i vækst- og udviklingslande har Danida og IFU etableret en SMV-facilitet, der kan yde økonomisk støtte til forberedelse af projekter. Forudsætningen er, at den danske virksomhed skal finansiere mindst 50 procent af de faktiske udgifter, og at det vurderes, at projektet kan opnå finansiering fra IFU på almindelige forretningsmæssige vilkår.
– Ofte har vi oplevet, at mindre danske virksomheder enten afholder sig fra eller er for dårligt forberedt, når de skal etableres sig i vækst- eller udviklingslande. Vi har derfor sammen med Danida etableret en facilitet, der kan styrke virksomhedernes forberedelse og samtidig få flere til at overveje at etablere sig i emerging markets, siger Ib Albertsen, investeringsrådgiver i IFU med ansvar for små og mellemstore virksomheder.
De første containere er sendt
Efter en længere forberedelsesfase har Dansani sendt de første containere afsted mod Kina. Det nye joint venture er etableret, og der er indgået en samarbejdsaftale med en store kunde og spiller på det kinesiske marked, der via egne butikker skal sælge et afgrænset sortiment Dansani high-end produkter. Parallelt hermed arbejdes der intensivt med at færdiggøre et Dansani brand butikskoncept og retail-sortiment, der via et netværk af franchise-butikker og shop-in-shops skal sælge produkterne direkte til de kinesiske forbrugere.
– Vi har gjort vores hjemmearbejde og fået etableret et lokalt set-up i Kina, der nu skal stå sin prøve. Vi har et klart mål og er meget opmærksomme på behovet for løbende at tilpasse vores strategi, planer og lokale organisation i forhold til den viden og læring, vi får. Det er en super spændende rejse, vi har påbegyndt, siger udviklingsdirektør Rasmus Kjær.