I juni 2018 underskrev IFU samt PKA, PensionDanmark, PFA, ATP, JØP/DIP og PenSam en aftale om at etablere Danish SDG Investment Fund, der gennem kommercielle investeringer skal understøtte FN’s verdensmål. Det samlede kapitaltilsagn var i første omgang på 4,1 mia. kr. I en second og final closing er der opnået tilsagn fra yderligere tre private investorer: SEB Pension & Försäkring, Secure SDG Fund og Chr. Augustinus Fabrikker Akts. Med de yderligere tre investorer når det samlede tilsagn op på 4,85 mia. kr., hvilket er meget tæt på den oprindelige målsætning på 5 mia. kr.
– Fonden er et nyskabende eksempel på, hvordan offentlig og privat kapital kan forenes og gøre en forskel og samtidig anvendes på et kommercielt grundlag med solide afkast. IFU har mere end 50 års erfaring med at investere i udviklingslande og løfte mennesker ud af fattigdom. Vi ser investeringen som en vigtig del af vores arbejde med at lade bæredygtige investeringer gennemsyre vores traditionelle forvaltning, siger Rebecka Elkert, chef for bæredygtige investeringer, Pension & Forsikring i SEB.
– Vi er stolte over, at IFU har givet vores kunder en unik mulighed for at bidrage til realiseringen af FN’s verdensmål kombineret med et attraktivt afkast. Baseret på IFU’s mangeårige track record samt co-investering med danske virksomheder i udviklingslandene passer denne fond godt ind i vores investeringsfilosofi med fokus på at tilbyde højt diversificerede porteføljer og være Danmarks bedste udbyder af alternative investeringer, siger Henrik Sparup, investeringsdirektør i Secure Fondsmæglerselskab og Alternative Equity Partners, der forvalter Secure SDG Fund.
– Vi er meget tilfredse med at kunne byde velkommen til yderligere tre private investorer og dermed afslutte kapitalrejsningen i Danish SDG Investment Fund meget tæt på det oprindelige mål på fem milliarder kr., siger Torben Huss, administrerende direktør i IFU.
Danish SDG Investment Fund er etableret som et offentligt-privat samarbejde, hvor de private investorer bidrager med 60 procent af kapitalen, og IFU bidrager med 40 procent. Ved afslutning af second og final closing er de samlede private kapitaltilsagn på 2,9 mia. kr., mens IFU’s samlede kapitaltilsagn er 1,95 mia. kr.
Investeringer for 30 mia. kr.
Danish SDG Investment Fund vil investere aktiekapital i selskaber i Afrika, Asien, Latinamerika og dele af Europa. Det vil fortrinsvis ske i samarbejde med dansk erhvervsliv, der har stærke kompetencer, viden og teknologier indenfor en række af de strategiske sektorer, som understøtter realiseringen af FN’s verdensmål. Fonden vil blive drevet på markedsmæssige vilkår og skal sikre investorerne et konkurrencedygtigt afkast.
Danish SDG Investment Fund forvaltes af IFU, der i samarbejde med flere end 900 danske virksomheder har investeret i over 1.250 selskaber i mere end 100 udviklingslande. Den nye fond vil som IFU medvirke til at mobilisere yderligere kapital i de enkelte selskaber i udviklingslandene, og de samlede investeringer forventes derfor at blive på omkring 30 mia. kr.
– Alle er enige om, at der er brug for privat kapital, hvis vi skal lykkes med at realisere verdensmålene i udviklingslandene, og derfor er vi meget tilfredse med, at vi med Danish SDG Investment Fund både kan skabe afkast til investorerne og bedre vilkår for mennesker i udviklingslande, siger Torben Huss.