Nyheder

26. juni 2019

BROOM FRÍO HAR EN COOL TILGANG TIL FORRETNING OG MENNESKER

Broom Frío i Chile driver køle- og pakkeanlæg, som øger frugt og grøntsagers kvalitet og holdbarhed. Med et kapitalindskud fra IFU vil virksomheden udvikle sine nuværende aktiviteter og udvide til Peru med fortsat fokus på jobskabelse og på at være førende inden for corporate governance, miljø og CSR.

IFU har givet tilsagn om at investere ni millioner dollars i agrologistik-virksomheden Broom Frío. Virksomheden driver køle- og pakkeanlæg til frugt og grøntsager i Ovalle-dalen i Chile. Nu vil Broom Frío drive forretning med et internationalt perspektiv. Med IFU’s kapitalindskud vil Broom Frío udvikle sine nuværende aktiviteter i Chile og desuden bygge et nyt køleanlæg i det vestlige Peru. Dermed vil Broom Frío kunne betjene sine eksisterende chilenske kunder i Peru og samtidig opbygge en lokal og international kundeportefølje på det hurtigvoksende peruvianske marked.

Udvikler agroindustrien

Investeringen bidrager til at udvikle Chiles og Perus agroindustri. Blandt internationale kunder er ønsket, at frugt- og grøntsagsproducenter fokuserer på at dyrke frugt og afgrøder af høj kvalitet og udvikle nye afgrøder frem for at investere i dyre køle- og pakkefaciliteter. Broom Frío kan servicere en række afgrøder såsom citrusfrugter, avocado, vindruer, blåbær og asparges, som har forskellige høstsæsoner, hvilket gør, at Broom kan optimere køle- og lagerkapaciteten og anvende sine faciliteter året rundt.

– Vores kerneområde er at tilbyde kølig opbevaring tæt på frugt- og grøntsagsproducenterne. Tid, især umiddelbart efter høsten, er en afgørende faktor for frugtens kvalitet og holdbarhed i supermarkederne, siger Andrés Nuñez Sørensen, som er CEO i Broom Frío.

IFU har mange års erfaring med at investere i landbrugsvirksomheder i udviklingslande og vækstmarkeder, inklusive Latinamerika. Ved at gå sammen med professionelle partnere kan IFU fremme overførsel af viden inden for både drift og ledelse.

– Chile er en af verdens førende frugteksportører, og gennem vores investering sammen med en kompetent lokal partner kan vi bidrage til at styrke konkurrenceevnen i Perus landbrug og gøre det på en bæredygtig måde fra begyndelsen, siger Jakob Anker Tvede, Investment Director i IFU.

Mennesker er afgørende for succes

IFU’s investering skubber Broom Fríos internationaliseringsstrategi i den rigtige retning. Men lige så afgørende er det, at samarbejdet inkluderer en ambition om at gøre Broom Fró førende inden for corporate governance, miljø og CSR.

Det nye anlæg i Peru kommer til at ligge i Lambayeque-regionen, som i de senere år har oplevet stigende fattigdom. Broom Frío tager nye job med, og de to anlæg vil, når de er i fuld drift, skabe 250 arbejdspladser. 95% af medarbejderne vil være ufaglærte, og 35% vil være kvinder.

– Vores medarbejdere er afgørende for vores succes, og vi ønsker at gøre tingene på den rigtige måde. Deres sikkerhed og trivsel er vigtig i sig selv, men også vigtig for vores konkurrenceevne. Det behøver ingen overbevise mig om. IFU styrker vores internationaliseringsproces, og som en del af den skal vi hæve barren på alle parametre. Forhåbentlig kan vi blive et forbillede i lokalsamfundet, for vores kunder og vores konkurrenter, siger Andrés Nuñez Sørensen.

Broom er meget opmærksom på sin rolle som arbejdsgiver for kvinder, og samarbejdet med IFU kommer også til at indeholde initiativer, som især handler om de kvindelige medarbejdere. Udover de åbenlyse fordele for både mænd og kvinder er Broom Fríos arbejde med kvinder en del af deres professionaliserings- og internationaliseringsproces i erkendelse af, at det øger virksomhedens værdi at fremme kvinders rolle.

– I vores samarbejde med Broom Frío ønsker vi at føre de højeste miljø-, CSR- og governance-standarder ud i livet. Det er grundlaget for vores additionalitet, og der er en lige linje fra dette arbejde til vores mandat til at bidrage til FN’s verdensmål, siger Jakob Anker Tvede.