Tre år efter den russiske fuldskala invasion af Ukraine er der fortsat hårdt brug for finansiering, som kan styrke Ukraines erhvervsliv og infrastruktur. IFU har siden 2022 bidraget med finansiering på knap 550 millioner kr. i form af risikovillig kapital til private virksomheder og støtte til genopbygning og modernisering af offentlig infrastruktur. Finansieringen er primært tilvejebragt via Ukrainefonden.
Fra slutningen af 1990’erne har IFU været en aktiv investor i Ukraine og har investeret i mere end 60 selskaber i landet. Det store engagement er fastholdt og udbygget på trods af den stærkt forøgede risiko og de ekstremt vanskelige forhold.
”Investeringer i Ukraine kommer ikke af sig selv. Investeringsrisikoen er høj, og viljen til at investere i den private sektor blandt andre aktører er begrænset. Men vores lange erfaring i landet og midler fra Ukrainefonden har gjort det muligt for os at fortsætte og udbygge indsatsen til gavn for landets befolkning og dets modstandskraft.”
Lars Bo Bertram, CEO i IFU.
Hjælp til danske virksomheder i Ukraine
IFU har generelt fokus på investeringer indenfor vedvarende energi, fødevarer, sundhed og finansiering bl.a. til banker. I de seneste tre år er der investeret 180 mio. kr. i Ukraine.
Investeringerne har bl.a. bistå danskejede virksomheder med at fastholde og udvikle deres produktion. Derudover har IFU bidraget med finansiering til lokale små og mellemstore virksomheder, som er afgørende for at sikre arbejdspladser, eksportindtægter og skatteindtægter til Ukraines trængte økonomi.
”De danske selskaber i Ukraine har været vedholdende på trods af invasionen, og flere har endda evnet at udvide deres produktion. Det er vi glade for at kunne hjælpe dem med og samtidig tilfredse med, at vi kan bidrage med finansiering til små og mellemstore lokale virksomheder,” siger Lisbeth Erlands, Senior Vice President and Co-Head of Healthcare and Ukraine i IFU.
CEO Viktor Ivanitskyi fra det danskejede selskab Danico Ukraine uddyber:
“Danico har været aktiv i Ukraine i de sidste 25 år og har haft et mangeårigt samarbejde med IFU, der har betydet, at vi har kunnet udvide vores aktiviteter løbende. Efter Ruslands fuldskala invasion i februar 2022 oplevede vi en stor opbakning fra IFU. Vi har blandt andet fået tilsagn om et nyt lån fra IFU’s Ukrainefacilitet, som gør, at vi har kunnet fastholde vores kunder og fortsætte med at udvide vores produktion.”
Støtte til fjernvarme og vandforsyning
Infrastrukturen i Ukraine er nedslidt og hårdt medtaget af den russiske invasion. IFU har via Danida Sustainable Infrastructure Finance (DSIF) støttet en række projekter på tværs af landet. Det gælder fx levering og installering af et nyt containerbaseret fjernvarmesystem, der producerer varme til 180.000 indbyggere. Der er også bevilget 52 mio. kr. til to projekter, som skal genoprette vandforsyningen i Mykolaiv og gøre den mere pålidelig og bæredygtig til gavn for omkring 70.000 forbrugere. I alt har DSIF disponeret 366 millioner kr. til en række projekter på tværs af Ukraine.
”Der er meget stor efterspørgsel og behov for at udbedre og modernisere infrastrukturen i Ukraine. DSIF har været i stand til at støtte en række projekter, der både gør gavn her og nu, men også bidrager til en mere bæredygtig og fremtidssikret infrastruktur, som er en fordel for Ukraine, når krigen på et tidspunkt er forbi.”
Annemette Ditlevsen, Investment Director i DSIF.
Fortsætter investeringer i 2025
I 2025 vil IFU fortsætte det høje engagement i Ukraine, da Folketinget allerede har afsat yderligere 100 mio. kr. til formålet. IFU har et kontor i Kyiv med to lokale medarbejdere, som arbejder tæt sammen med ukrainske partnere og danske virksomheder.