IFU har ansat Frederik Bjørn som General Counsel og CCO
Han skal lede IFU’s juridiske team, som er en vigtig del af IFU’s transaktioner og ansvarligt for selskabsretlige spørgsmål. Desuden skal han drive compliance-funktioner på tværs af organisationen og stå i spidsen for IFU’s investorrelationer i forbindelse med den nuværende fundraising til SDG-fond II og andre IFU-administrerede fonde, som alle er offentlig-private partnerskaber mellem IFU og private investorer.
Frederik Bjørn har været en del af topledelsen i flere af de største nordiske finansielle institutioner i mere end 20 år, senest som Executive Vice President i Danske Bank.
Frederik Bjørn er advokat og har stor erfaring inden for corporate governance, lovgivning og compliance, herunder som chef for compliance-funktioner i PFA Pension og Danica. Desuden superviserede han Danske Banks arbejde med at etablere et ”fit for purpose first-line risk and compliance setup” på tværs af Danske Banks bankaktiviteter udenfor Norden.
”Det er et spændende tidspunkt at blive en del af IFU, som jeg kender som en samarbejdende organisation med stærke kompetencer inden for udviklingsfinansiering. For mig er det et formålsdrevet jobskifte, og jeg ser frem til at udnytte min erfaring fra store nordiske finansielle institutioner til at hjælpe IFU på vækstrejsen frem mod 2030,” siger Frederik Bjørn.
Frederik Bjørn tiltrådte den 1. januar 2025.