En virksomhed får typisk 3 USD retur for hver 1 USD, de investerer i kvinders sundhed på arbejdspladsen (Carve, 2016). Disse investeringer omfatter for eksempel sundhedsforsikring, barsel samt adgang til sundhedsfaciliteter og information.
En virksomheds investeringer i kvinders sundhed sikrer dermed ikke blot kvinders basale menneskerettigheder, men giver samtidig virksomheden betydelige økonomiske og sociale fordele, herunder større motivation blandt medarbejderne, højere effektivitet og produktivitet samt reduktion i fravær og personaleomsætning. Investeringerne hjælper med at fastholde de kvindelige medarbejdere og ender med at være en konkurrencemæssig fordel.
IFU’s vicepræsident Torben Huss er begejstret for de muligheder, der ligger for danske virksomheders engagement i udviklingsverdenen indenfor netop dette område:
”De virksomheder, vi som IFU investerer i, får nye muligheder for at styrke både produktivitet og deres CSR-profil ved at investere i deres kvindelige ansattes sundhed. Det er både sund fornuft og god økonomi. To ingredienser, der betyder meget for os i IFU. Og så er vi glade for samarbejdet med Sex & Samfund, der giver os nye muligheder for at udvikle relevante redskaber til virksomhederne.”
Sammen om at bidrage til de nye 17 verdensmål
Sex & Samfunds vicegeneralsekretær Tania Dethlefsen forklarer, at partnerskabet med IFU også bidrager aktivt til at nå de nye 17 verdensmål.
”Centralt for de nye verdensmål står nye og innovative partnerskaber under mål 17 – og samtidig står både ligestilling (mål 5) og vækst og jobmuligheder (mål 8) som helt centrale mål, vi også som danske aktører har som hovedprioriteter. Vi er i Sex & Samfund tilfredse med, at både kvinders rettigheder – og ikke mindst deres seksuelle og reproduktive rettigheder – med dette initiativ placeres som en væsentlig faktor – også for bæredygtig udvikling og økonomisk vækst.”
Strategisk partnerskab med fokus på sundhed og ligestilling
Ambitionen med partnerskabet mellem IFU og Sex & Samfund er at motivere private virksomheder i udviklingslande til at bidrage til Verdensmålenes SDG 3 om sundhed og SDG 5 om ligestilling.
Dette gøres blandt andet ved at øge virksomhedernes viden om, hvorfor investeringer i kvinders sundhed og dermed indirekte rettigheder på arbejdspladsen er en god business case, men også ved at udvikle værktøjer, som i praksis kan hjælpe dem med at opnå disse mål.
Vejen til de konkrete værktøjer og deling af best practice eksempler har blandt andet været via research af allerede gennemførte studier samt kvantitativ og kvalitativ dataindsamling fra virksomhederne i IFU’s projektportefølje.