Nyheder

20. februar 2017

IFU-MEDARBEJDERE GENNEMFØRER KURSUS I ANTIKORRUPTION

Korruption er fortsat udbredt og én af de store barrierer for bæredygtig udvikling i mange lande. IFU ønsker at bekæmpe korruption og har derfor sendt alle medarbejdere i både Danmark og udlandet gennem et antikorruptionskursus.

Alle IFU’s 89 ansatte har med udgangen af januar 2017 gennemført et online antikorruptionskursus, og står nu bedre rustet til at kunne genkende og reagere på forskellige former for korruption som for eksempel bestikkelse, smørelse, underslæb, bedrageri og afpresning.

– Korruption er anerkendt som én af de største hindringer for bæredygtig udvikling med en uforholdsmæssig stor indvirkning på udviklingslande. Bekæmpelse af korruption er derfor et centralt element til fattigdomsbekæmpelse og et vigtig element for IFU og de investeringer vi indgår i, siger Tommy Thomsen, CEO i IFU.

Gennem IFU’s ’Anti-corruption guidelines’ forlanges det, at de projektselskaber, IFU investerer i, tager klart afstand fra korruption ved at de dels vurderer risikoen for korruption i deres eget selskab, etablerer en virksomhedskultur der bekæmper korruption, undgår betalinger under bordet og italesætter deres bekæmpelse af korruption overfor samarbejdspartnere. Derfor er IFU også medlem af Transparency International Danmark.

– IFU har haft fokus på korruptionsbekæmpelse gennem vores investeringer i udviklingslande i mange år. Det er imidlertid vigtigt fortsat at give næring til en intern kultur, der skaber en bevidsthed omkring korruption inden for vores egen organisation, siger Andreas Brogaard Buhl, Head of Sustainability and Corporate Governance i IFU.

Kurset, som de ansatte har gennemgået, er udviklet af Udenrigsministeriet, hvor det er obligatorisk for alle nye ansatte.