Nyheder

27. maj 2015

IFU KAN INVESTERE I FLERE VÆKSTMARKEDER

Folketinget har besluttet at udvide den kreds af lande, som IFU kan investere i. Det betyder, at IFU fremover kan investere i flere vækstmarkeder som blandt andet Brasilien, Malaysia, Tyrkiet og Mexico samt fortsætte investeringerne i for eksempel Kina og Colombia.

Folketingets finansudvalg har den 21. maj 2015 besluttet at udvide IFU’s investeringsmandat. Det nye mandat medfører, at IFU fremadrettet kan investere i alle de lande, der af OECD er udpeget som udviklingslande. Dermed kan IFU genoptage investeringer i blandt andet Brasilien, Malaysia, Tyrkiet og Mexico og fortsætte med at investere i for eksempel Kina og Colombia, som ellers stod overfor at falde udenfor IFU’s investeringsområde.

IFU’s formål er at styrke økonomisk vækst i udviklingslande via privatsektorinvesteringer og det udvidede mandat giver mulighed for at udvikle flere projekter, der fremmer udvikling og som har danske virksomheders og pensionskassers interesse, siger Mogens Jensen, handels- og udviklingsminister.

– Det er en rigtig god beslutning, fordi vi fremover kan fortsætte med at investere i udviklingslande, når de bliver mere modne markeder og dermed også mere attraktive for dansk erhvervsliv, siger Tommy Thomsen, CEO i IFU.

Fortsat fokus på udvikling i fattige lande

Udvidelsen af IFU’s investeringsmandat betyder ikke, at investeringerne i de fattigere udviklingslande fremover bliver mindre, da 50 procent af IFU’s investeringer fortsat skal gennemføres i lavindkomstlande, herunder ikke mindst i Afrika.

– Vi fastholder IFU’s nuværende fattigdomsfokus og vi kan endda håbe på, at en udvidelse af mandatet kan føre til større afkast, der kan reinvesteres i blandt andet lavindkomstlandene, siger Mogens Jensen.

Klar med det samme

I flere af de lande, der nu igen åbnes for investeringer, har IFU mange års erfaring og er derfor klar til at assistere dansk erhvervsliv med både risikovillig kapital og rådgivning. Det gælder også i Latinamerika, hvor IFU i 2014 i forbindelse med etableringen af Klimainvesteringsfonden har genåbent fondens regionalkontor. Kontoret, der er placeret i Colombia, vil også fremover betjene IFU’s investeringer i regionen.

-Vi er godt forberedt på det nye mandat og kan derfor allerede fra første dag hjælpe danske virksomheder, der overvejer eller har konkretet planer om at etablere sig i et eller flere af de ”nye” lande, siger Tommy Thomsen.