Nyheder

6. november 2017

IFU INVESTERER I BÆREDYGTIG SKOV I SYDØSTASIEN

IFU og to danske pensionskasser har indskudt kapital i Tropical Asia Forest Fund, der skal investere i og udvikle rentable og bæredygtige skovplantager i Sydøstasien. En af plantagerne forventes at blive blandt verdens største gummitræsplantager og en af de få, der vil producere bæredygtig naturgummi.

Lærernes Pension, Sampension og IFU har investeret i Tropical Asia Forest Fund, der med en samlet kapital på over én milliard kroner, skal investere i skovplantager i Sydøstasien. Fondens strategi er at opkøbe nedslidte og dårligt drevne plantager og gennem store investeringer omdanne dem, så de bliver rentable, kan drives bæredygtigt og opnå FSC-certificering.

– Vi er meget glade for vores investering i Tropical Asia Forest Fund, fordi vi på den måde bidrager til at udvikle skovplantager, der er bæredygtige og som kan sikre en ordentlig biodiversitet, beskytte truede dyrearter og generelt forbedre natur og miljø, siger Rune Nørgaard, Kommunikationschef i IFU.

Indonesisk gummitræsplantage blandt verdens største bæredygtige producenter

En af investeringerne er en gummitræsplantage på Borneo i Indonesien. Plantagen er på 100.000 hektar og siden Tropical Asia Forest Funds medejerskab i 2015, er der blevet arbejdet med at registrere skoven, udpege de områder der er natur og regnskov og skabe et ledelsessystem, som kan sikre en bæredygtig drift. Der er derudover investeret i infrastruktur og etableret en planteskole.

Næste skridt er en udvidelse af det dyrkede areal, der skal næsten fordobles fra de nuværende 17.000 til 32.500 hektar frem mod 2023. Dermed bliver plantagen en af verdens største gummitræsplantager og en af de få store plantager, der drives bæredygtigt efter de principper, som gælder for FSC-certificering. Med udvidelsen er det forventningen, at der skabes 10.000 nye arbejdspladser.

– Plantagen i Indonesien er super interessant, fordi den som en af verdens største gummitræs-producenter kan vise, at det er muligt både at producere bæredygtigt naturgummi og opnå et fornuftigt afkast samtidig med, at der skabes 10.000 nye arbejdspladser i et fattigt område i Indonesien, siger Rune Nørgaard.

Investeringen vinder pris for bedste bæredygtige investering

Troical Asia Forest Funds investering i den indonesiske gummiplantage vandt i 2016 prisen for bedste bæredygtige skovinvestering. Her fremhæves det, at investeringen er det første partnerskab med henblik på at skabe bæredygtig gummiproduktion i Indonesien, og at håbet er, de kan banen vejen for flere institutionelle investeringer i bæredygtig storskala gummiproduktion i landet. Du kan læse mere her.

Dyr og langsigtet investering    

Udvidelsen af det dyrkede areal og øvrige investeringer i infrastruktur og natur løber over en årrække op i flere hundrede millioner kroner. Da det samtidig tager 6-7 år før nyplantede gummitræer kan begynde at producere gummi, er det en meget langsigtet investering med forholdsvis høj risiko. Det er imidlertid forventningen, at plantagen på lang sigt kan give overskud og sikre investorerne et fornuftigt afkast.

– Det er klart, at investeringen ikke er uden risiko, men i IFU er det vores opgave at bidrage til udvikling. Og denne her investering kan, hvis den bliver en succes, både bidrage til bæredygtighed, jobskabelse og gode skatteindtægter lokalt, siger Rune Nørgaard.