< Tilbage til nyheder

5. maj 2014

IFU INVESTERER MED TRIPLENINE I KINA

Nordens største producent af fiskemel etablerer ny fabrik i Kina, der skal styrke salget på verdens største marked. IFU bidrager med rådgivning og aktiekapital.

TripleNine, der er Nordens største producent af fiskemel og fiskeolie, har i flere år eksporteret til Kina. Nu udvider den danske virksomhed sit engagement i landet og opfører en helt ny og ultramoderne fiskemelsfabrik i Shandong provinsen.

– Kina er verdens største forbruger af fiskemel og med en ny og moderne fabrik er det ambitionen, at vi kan få en større markedsandel, end vi har i dag, siger Christian Bisgaard, der er CEO i TripleNine.

Kinesere med fokus på kvalitet

Shandong-provinsen er centrum for produktion af fiskemel i Kina, og TripleNine har erhvervet en grund, hvor der nu opføres en helt ny fabrik, som bliver branchens mest moderne produktionsvirksomhed i Kina. Med en total produktionskapacitet på 20.000 tons fiskemel om året vil fabrikken kunne producere omkring fem procent af Kinas indenlandske produktion og dække cirka én procent af efterspørgslen.

De kinesiske myndigheder er meget interesserede i etableringen af den danske fabrik, da den vil bidrage til en øget effektivisering af industrien og samtidig introducere teknologi, der er mere miljøvenlig. Fabrikken vil på sigt beskæftige 60 medarbejdere.

Eksport fra Danmark

Det er forventningen, at den nye fabrik vil øge TripleNines markedsandel på det kinesiske marked og dermed yderligere styrke virksomhedens globale position, hvor der i forvejen eksporteres til omkring 50 lande. Desuden vil en del af udstyret til den nye fabrik i Kina blive eksporteret fra Danmark og dermed bidrage positivt til en række danske leverandører.

– Vi eksporterer i dag til mange lande overalt på kloden, men med egen fabrik i Kina kommer vi tættere på både råvarer og markedet, hvilket vi forventer vil styrke vores konkurrenceevne, siger Christian Bisgaard

IFU bidrager med aktiekapital

Den samlede investering i den nye fabrik er på omkring 140 mio. kr., hvoraf IFU bidrager med 35 mio. kr. i aktiekapital.

– TripleNine er en spændende virksomhed, der har et produkt, som matcher den stigende efterspørgsel på kvalitet inden for hele den primære sektor i Kina. Det kan flere danske virksomheder også udnytte, samtidig med at de kan bidrage til en mere effektiv og miljøvenlig produktion i Kina, siger Tommy Thomsen, CEO i IFU.