Nyheder

30. oktober 2024

EU GIVER TABSGARANTI TIL PRIVATE INVESTORER I IFU’S NYE VERDENSMÅLSFOND II

EU og Danmark har underskrevet en ny EU-garanti på 535 mio. kr. / 71,7 mio. euro. Garantien er en vigtig del af IFU's igangværende fundraising på 5 mia. kr. til Verdensmålsfond II.

EU-kommissær for internationale partnerskaber, Jutta Urpilainen, Danmarks ambassadør i USA, Jesper Møller Sørensen, og viceadministrerende direktør i IFU, Søren Peter Andreasen, har underskrevet en ny EU-garanti (EFSD+) på 535 mio. kr.

EU-garantien er banebrydende, da den vil give risikobeskyttelse mod tab til private investorer i Verdensmålsfond II, som skiller sig ud blandt impact investeringsfonde ved at mobilisere privat kapital til aktiekapitalinvesteringer i private virksomheder i udviklingslande med positiv grøn og social impact.

“Verdensmålsfond II er et glimrende eksempel på, hvordan vi kan bruge offentlige midler som løftestang til at mobilisere privat kapital, der kan støtte den grønne omstilling og forbedre levevilkårene for mennesker i udviklingslandene. For at nå de globale mål er det bydende nødvendigt, at vi involverer privat kapital, og vi er meget glade for at bistå IFU i denne indsats ved at udstede en garanti, som vil mindske risikoen for den kapital, som private investorer investerer i den nye fond.”

Jutta Urpilainen, EU-kommissær for internationale partnerskaber

Garantien fungerer som en tabsgaranti for de private investorer i Verdensmålsfond II. Dette er et nyt instrument, der i kombination med en førsteret til afkast for de private investorer vil reducere risikoen og gøre større investeringer i udviklingslandene mere attraktive.

“Vi er meget glade for at have modtaget denne nye EFSD+-garanti. Det er meget vigtigt for at skabe tryghed for de private investorer i Verdensmålsfond II efter en periode med økonomisk usikkerhed. Det understøtter IFU’s ambition om at rejse i alt 5 mia. kr. i fonden til bæredygtige investeringer i den private sektor i udviklingslande og dermed bidrage til at øge finansieringen af verdensmålene, som der er stort behov for.”

Søren Peter Andreasen, Deputy CEO, IFU

Om Verdensmålsfond II
Verdensmålsfond II bygger videre på grundlaget for den første Verdensmålsfond, der blev etableret i 2018 med et samlet kapitaltilsagn på 5 mia. kr., og som nu er fuldt investeret i 27 virksomheder i Afrika, Østasien og Latinamerika. Fonden har til formål at opnå et risikoreflekterende afkast for investorer, herunder danske pensionskasser og andre private institutioner.

Fonden er et offentlig-privat partnerskab, hvor IFU bidrager med 40 % og de private investorer med 60 % af det samlede kapitaltilsagn. Den inkluderer en førsteret til afkast og en ny EU-garanti mod tab, som begge reducerer risikoen for de private investorer. Det forventede samlede kapitaltilsagn ved første og anden closing af fonden er 5 mia. kr. IFU er fund manager for Verdensmålsfond II.

Om EFSD+
Den Europæiske Fond for Bæredygtig Udvikling Plus (EFSD+) er et af finansieringsværktøjerne i Global Gateway, der fremmer bæredygtige investeringer i Den Europæiske Unions (EU’s) partnerlande. EFSD+ tilbyder en række risikodelingsinstrumenter på op til 40 mia. EUR og har til formål at mobilisere op til 135 mia. EUR i offentlig og privat finansiering for at hjælpe partnerlandene med at opfylde verdensmålene.