Cases

AFRIKAS STØRSTE VINDPARK

15
procent af Kenyas samlede energiforbrug
200
km ny vej
800
mio. kr. i årlig besparelse

Afrikas største vindmøllepark med 365 vindmøller kører nu for fuld kraft. IFU, Vestas og en række danske pensionsselskaber er blandt investorerne i Lake Turkana Wind Power, der udover at stå for 15 procent af energiforsyningen i Kenya også har boostet den lokale handel.

Med en samlet kapacitet på 310 megawatt leverer Lake Turkana Wind Power nu omkring 15  procent af Kenyas energiforsyning.  Projektet har været mere end tolv år undervejs men blev endelig tilsluttet det nationale el-net i slutningen af 2018, efter at den mere end 400 km lange transmissionsline blev færdig.

Lake Turkana Wind Power ligger i det nordlige Kenya, hvor det konstant blæser omkring 13 sekundmeter, hvilket svarer til hård vind. Det får de 365 vindmøller fra Vestas til at levere cirka 70 procent af den totale kapacitet, og vindparken er dermed næsten dobbelt så effektiv som vindmøller på land i Europa, der normalt har en kapacitetsfaktor på mellem 30 -40 procent.

“Investeringen i Lake Turkana Wind Power er et godt eksempel på Klimainvesteringsfondens formål, der handler om på et forretningsmæssigt grundlag at reducere CO2-udledningen i udviklingslande og fremme salget af dansk klimateknologi”

Torben Huss, CEO, IFU

Sparer Kenya for 800 millioner kroner årligt

Den grønne strøm fra Lake Turkana Wind Power har medvirket til en mærkbar reduktion af fossil energi, der nu kun udgør cirka 15 procent af den samlede produktion, og primært anvendes ved spidsbelastninger, eller når tørke begrænser produktion af vandkraft.

Prisen for en kilowatttime fra Lake Turkana Wind Power er omkring 0,55 kroner, hvilket er cirka halv pris af strømmen fra fossile energikilder. Det betyder, at Kenya nu sparer omkring 800 mio. kr. om året på landets udgifter til energi samtidig med at udledningen af CO2 reduceres markant.

200 kilometer ny vej

En af forudsætningerne for at etablere vindmølleparken var, at der skulle etableres 200 km vej for at få transporteret bl.a. de 365 vindmøller fra havnen i Mombasa til et af de meste afsides og fattige områder i Kenya. I et tørt og goldt område er en farbar vej et kolossalt fremskridt, fordi den skaber dynamik, transport og mere lokal handel.

“Ud over den bæredygtige og stabile energiforsyning til Kenya, er der ingen tvivl om, at den forbedrede vej er den allerstørste gevinst i forbindelse med Lake Turkana Wind Power. Vejen har allerede haft mærkbare effekter for den lokale befolkning.”

Thomas Westergaard-Kabelmann, Partner i QBIS , der har gennemført en undersøgelse af de sociale og økonomiske effekter af projektet.

Hvor det tidligere var en dagsrejse eller to at tilbagelægge 200 kilometer ad dårlige veje, tager det nu et sted mellem to og fire timer. Alt afhængig af om man har egen bil eller køber billet til en af de busser, der nu kører dagligt på ruten.

Frisk fisk til lokale markeder

Det har bl.a. ført til, at fiskere fra Lake Turkana nu kan sælge friske fisk på de lokale markeder, og dermed øge deres indtjening, ligesom det er blevet nemmere for lokale lærere og sundhedspersonale at komme ud til mere isolerede områder.

I forbindelse med byggeriet har der været ansat flere tusinde mennesker, hvoraf mange var fra lokalområdet. I dag er omkring 80 procent af de cirka 450 ansatte lokale. De samlede lønudbetalinger har tilført området et væsentligt økonomisk input, som er omsat til både forbrug og investeringer.

Lake Turkana Wind Power har som en del af etableringen af vindparken derudover investeret i flere tiltag for at udvikle lokalområdet, herunder projekter der skal sikre bedre adgang til vand, uddannelse og sundhed. Ligeledes er der oprettet en CSR-organisation, ”Winds of Change”, der over de næste 20 år vil investere omkring 75 millioner kr. i området.

Investering på fem milliarder kr.

Den samlede investering er på ca. fem milliarder kr., hvilket gør Lake Turkana til den største private enkeltinvestering i Kenyas historie. En række udviklingsbanker og private virksomheder er medinvestorer, og som långiver deltager bl.a. African Development Bank.

Klimainvesteringsfonden, som administreres af IFU, bidrager med aktiekapital på knap DKK 90 mio.

  • Grøn og billig strøm til flere

    Lake Turkana Wind Power bidrager til at øge forsyningen med grøn og billig strøm, ligesom produktionen reducerer udledningen af CO2.