< Tilbage til cases

AFRIKANSKE BØNNER I DANSK CIRKEL KAFFE

Østafrikanske kaffebønner er blandt verdens bedste, og nu kommer de direkte i den kendte danske Cirkel Kaffe via et nyt lokalt kafferisteri, der er etableret af Coop og IFU.

Coop har i flere år arbejdet målrettet med at introducere bl.a. afrikanske produkter til de danske forbruger via konceptet Savannah. Nu udvides sortimentet med østafrikansk kaffe direkte fra eget risteri, der er etableret i Kenya, og skal levere direkte til Coops 1200 butikker via det kendte danske kaffe-brand, Cirkel Kaffe.

Produkterne i Savannah-konceptet skal opfylde tre kriterier:

  • Varerne skal komme fra Afrika, Asien eller Syd-/Mellemamerika
  • Producenten skal have en kommerciel fordel ved at samarbejde med Coop
  • Der skal være en direkte relation til og samarbejde om at udvikle producentens forretning

Det er også den strategi, der ligger bag kafferisteriet African Coffee Roasters, hvor Coop handler direkte hos de enkelte kaffebønder og dermed undgår de mange fordyrende led i form af mellemhandlere, der opkøber kaffen og sælger den videre med en pæn fortjeneste. Dermed opnår producenterne, der er organiseret i kooperativer, en bedre pris for kaffen og en hurtigere betaling. Samtidig får danske forbrugere en kvalitetskaffe, der på flere måder sikrer en god smag i munden.

“Afrika rummer store muligheder, og i Coop vil vi gerne indgå partnerskaber, der kan være til gavn for både de afrikanske producenter og vores kunder”

Lasse Bolander, bestyrelsesformand for Coop

Oprindeligt var ideen, at African Coffe Roasters skulle ejes i fællesskab med de kaffekooperativer, der leverer bønnerne. Men på grund af bl.a. uenigheder med de lokale myndigheder om placeringen af risteriet kunne selskabet ikke få de nødvendige tilladelser. Medejerskabet måtte derfor opgives, og i dag ejer Coop og IFU i fællesskab risteriet. Coop og IFU er dog fortsat interesseret i, at kaffekooperativerne på et tidspunkt bliver medejere, og der vil uanset det manglende medejerskab blive udbetalt udbytte til kooperativerne, når der er overskud.

Produktionen i gang     

African Coffe Roasters benytter ”state of the art” teknologi og er således et topmoderne risteri, hvor den østafrikanske kaffe både ristes, males og pakkes i lokalt produceret emballage. Den samlede produktionskapacitet er på 2000 tons og dermed tre til fire gange større end de 400 – 600 tons kaffe, der skal leveres til Coop. Forretningen skal derfor udvikles yderligere i de kommende år, så kapaciteten udnyttes fuldt ud.

Aktuelt er der 35 ansatte i virksomheden, der har sendt de første containere med Østafrikansk Cirkel kaffe til Danmark.

Relevante cases

KAFFE FRA TANZANIA GIVER EN GOD SMAG I MUNDEN

KAFFE FRA TANZANIA GIVER EN GOD SMAG I MUNDEN

Shangri-La Estate er en danskejet kaffeplantage i Tanzania, der producerer kaffe, der bl.a. sælges hos Baresso. > Læs mere
DANSKER HAR KNÆKKET NØDDEN I AFRIKA

DANSKER HAR KNÆKKET NØDDEN I AFRIKA

MIM Cashew, der producerer økologiske cashewnødder i Ghana, har fokus på forretning, udvikling og uddannelse. > Læs mere
ALLER AQUAS FISKEFODERFABRIK ER STØRST I EGYPTEN

ALLER AQUAS FISKEFODERFABRIK ER STØRST I EGYPTEN

Den globale producent af miljøvenlig fiskefoder, Aller Aqua, har i løbet af få år opnået en ledende position i Egypten. > Læs mere