Svinefoder i Kina

Det voksende indkomstniveau i Kina har ført til en stigende efterspørgsel efter kød. Siden 1970 er kødforbruget per indbygger firedoblet til et gennemsnit på omkring 60 kg kød om året, hvoraf mere end halvdelen er svinekød. Det gør Kina til verdens største marked for svinekød og derfor et attraktivt marked for den danske agribusiness-sektor.

I 2012 investerede IFU i en stor svinefarm i Kina i samarbejde med Scandinavian Farms, og i 2014 assisterede IFU DLG med at indgå et joint venture med den kinesiske dyrefoderproducent Puai Feed Group.

DLG skal bidrage med know-how og erfaring i produktion af kvalitetsfoder samt vitamin- og mineralblandinger. Produktion og salg håndteres af den kinesiske partner.

- Et af vores strategiske mål er at få et solidt fodfæste på det kinesiske marked, og vores partnerskab med Puai Feed Group er et skridt i den rigtige retning, siger Kristian Hundebøll, administrerende direktør i DLG.

Den rette partner

Puai Feed Group er et af de større foderproduktionsselskaber i Kina med otte produktionsanlæg og en samlet produktion på 320.000 tons foder om året. Det kinesiske selskab ser DLG som den rette partner med den rette know-how og teknologi, der skal til for at hjælpe Puai med at levere produkter af høj kvalitet, der overholder de internationale standarder for fødevaresikkerhed, som er stærkt efterspurgte i Kina på grund af de senere års fødevareskandaler.

Bidrager med risikovillig kapital

IFU har bidraget med risikovillig kapital og rådgivning. Og IIP (IFU Investment Partners) har foretaget en medinvestering i den kinesiske joint venture.

- Vi er meget glade for, at IFU deltager i vores investering i Puai Feed Group. Det vil medvirke til at reducere vores finansielle risici, og samtidig får vi en meget velrenommeret partner om bord, der har beskæftiget sig med Kina i mange år og har stor erfaring med håndteringen af joint ventures med kinesiske partnere, siger Kristian Hundebøll.

Kontaktperson
Catherine Isabelle Cax

Catherine Isabelle Cax

Vice President, Nordasien
Tel.: +45 33 63 75 46
Mob.: +45 22 68 75 46
cic@ifu.dk