Haldor Topsøe renser luften i Kina

Med opførelsen af en nye katalysatorfabrik vil den danske virksomhed Haldor Topsøe yde et væsentligt bidrag i forhold til at reducere luftforurening fra biler i de kinesiske byer.

Den stigende luftforurening i mange af Kinas større byer har fået den kinesiske regering til at skærpe reglerne for udledning af blandt andet nitrogen oxider (NOx) fra dieselbiler. Det åbner nye markedsmuligheder for Haldor Topsøe, og virksomheden, som er førende indenfor katalyse, har derfor besluttet at opføre en ny fabrik, der skal servicere det voksende kinesiske marked.

Styrker markedsposition

- Den nye fabrik vil styrke vores tilstedeværelse og markedsposition i Kina, og vi er sikre på, at den regulering, som den kinesiske regering gennemfører, vil skabe attraktive muligheder for os indenfor katalysatorer til dieselkøretøjer, siger Bjerne S. Clausen, CEO i Haldor Topsøe.

Den nye fabrik skal producere katalysatorer, der anvendes til at fjerne NOx fra udstødningsgasser fra lette diselbiler samt busser og lastbiler. Når katalysatorerne er påmonteret vil de yde et væsentligt bidrag til at reducere luftforurening i byerne, hvor op til 20 procent kommer fra bilkørsel.

Opførelsen af fabrikken, der er placeret i Tianjin cirka 100 km øst for Beijing, gennemføres i to faser. Den første del af fabrikken forventes at kunne tages i brug i 2015 og anden del i begyndelsen af 2016.

Investering på 900 mio. kr.

Haldor Topsøe har tidligere arbejdet sammen med IFU i andre projekter og har derfor ønsket at inddrage IFU’s viden fra mere end 130 investeringer i Kina. Samtidig bidrager IFU med aktiekapital og medvirker dermed til at reducere Haldor Topsøes finansielle risiko.

Den samlede investering i den nye fabrik er på 900 mio. kr. IFU og IFU Investment Partners (IIP), der er en investeringsfond, som IFU administrerer på vegne af pensionsselskaberne PKA og Pædagogernes Pensionskasse, bidrager med godt 150 mio. kr. i aktiekapital.

- Vi er meget tilfredse med, at IFU og IIP har besluttet at investere i vores fabrik. Derved får vi reduceret vores finansielle risiko og inkluderer samtidig en partner, der har stor erfaring med at etablere og drive forretning i Kina, siger Bjerne S. Clausen.

Kontaktperson
Jens Bayer

Jens Bayer

Investment Director
Tel.: +45 33 63 75 42
Mob.: +45 22 68 75 42
jb@ifu.dk