En af de mest oplagte investeringsmuligheder i den sydafrikanske energisektor ligger på efterspørgselssiden. Elpriserne stiger dramatisk, og en holdningsændring omkring energibesparelser er derfor så småt på vej.
Et skilt popper ofte op på fjernsynet: Sluk alle overflødige elektriske apparater. Skiltet kan være grønt, gult eller rødt alt efter situationens alvor. Det er ikke noget usædvanligt skilt i Sydafrika. El-produktionen i landet har mere end svært ved at imødekomme efterspørgslen, og derfor er der brug for at reducere forbruget.
Elpriserne stiger 25 procent
Elpriserne i Sydafrika har hidtil været unaturligt lave, men vil over de kommende år stige drastisk.
- Før har elforbruget måske været to eller tre procent af en husholdnings samlede udgifter, og så bekymrer folk sig ikke meget om det. Men når det kommer op på otte-ti procent, er det noget, der kan få folk til at interessere sig for at spare på energien, siger Per Christensen, der er leder af handelsafdelingen på den danske ambassade i Pretoria. Han sammenligner det med de grønne afgifter i Danmark, der virkelig kan få folk til at tænke over deres handlinger.
Isolering kan give store besparelser
- Hvis man isolerede husene, ville man formentlig kunne spare omkring 20 procent på strømforbruget om vinteren. Næsten alle varmer deres huse op med elvarmere. Og den billigste energi er jo den, man kan spare, lyder det fra Per Christensen, der sammen med senior-handelsmedarbejder Jacques Pretorius blandt andet ser konsulentvirksomhed inden for energibesparelser som en åbenlys mulighed i Sydafrika, fordi der er behov for at lære Sydafrika og sydafrikanerne mere om effektivt energiforbrug.
- Det er bedre for samfundet, for miljøet og for privatøkonomien, siger Per Christensen. Han fremhæver samtidig, at man ikke får så meget energi ud af kullet her, som man gør i Danmark, og at der derfor er brug for knowhow også på det felt.
Jacques Pretorius mener at kunne spore en holdningsændring i Sydafrika.
- Den er langsomt på vej. I befolkningen mest på grund af de forhøjede elpriser, men der er også en ny lovgivning på vej. I fremtiden vil det blive lovpligtigt, at vandvarmere i husholdninger bliver soldrevet. Vandvarmere står for omkring 30-50 procent af husholdningers samlede energiforbrug.
Solenergi - en oplagt mulighed
Netop solenergi er en oplagt mulighed, da Sydafrika er et af de mest solbeskinnede lande i verden, og det er regeringens målsætning, at der om fem år er en million private solenergipaneler i landet. Teknologien er stadig ny og derfor relativ dyr, men allerede i dag kan det for husejere betale sig at låne penge og investere i solenergipaneler. Man vil faktisk opleve en gevinst med det samme, forklarer Jacques Pretorius.
- En af udfordringerne er, at produktionen af solenergipaneler i Sydafrika ikke er tilstrækkelig. Derfor vil man søge at forøge produktionskapaciteten efterhånden, som efterspørgslen stiger, fortsætter han.
Gode perspektiver i vindenergi
Både Per Christensen og Jacques Pretorius ser fortsat gode perspektiver i vindenergi. Der er brug for flere udbydere end det nationale energiselskab Eskom, og med en garanteret minimumspris på vedvarende energi på 1,25 rand per kilowatttime er det rentabelt at udvikle og drive en vindmøllepark.