Durban er på vej til at blive et genåbnet kapitel i den sydafrikanske turistbranche. En ny lufthavn og mængder af oplevelser skal trække turister til.
Indiske kvinder i sari bader fuldt påklædt, mens en mand i jakkesæt lidt længere henne tager en dukkert og køler sig af på vej hjem fra arbejde. Der er drenge, der bader i underbusker, og to muslimske mænd lader for en stund deres badehåndklæder fungere som bedetæpper. Strandlivet på ”The Golden Mile” i Durban har altid været blandt favoritsyslerne for de lokale. Men der er fornyede forhåbninger til, at de internationale badegæster også vil få øjnene op for den smukke strand ved østkysten.
Ny lufthavn
Før i tiden, da der ikke kom mange udenlandske rejsende til landet, var Durban den største turistby. I dag har Cape Town overtaget den rolle, men Durban, som lige har fået en ny international lufthavn, King Shaka International, kan meget vel være på vej tilbage på landkortet. Der er store forventninger til byen ved østkysten, der næsten altid byder på godt vejr.
Der vil med den nye lufthavn være et naturligt vækstpotentiale i Durban. Især i den nordlige udkant af byen og provinsen KwaZulu Natals North Coast, der strækker sig fra Durban-området til Elephant Coast. Her findes nogle af Sydafrikas mest attraktive strande. Set i et turistperspektiv er det et underudviklet område, og her vil være gode muligheder for at udvikle turistbranchens forskellige grene som hoteller, restauranter, caféer, campingpladser, forlystelser og så videre.
Området vil især tiltrække rejsende fra Indien og Mellemøsten, men der vil også på længere sigt komme fly direkte fra London. Det forventes, at King Shaka International vil skabe mellem 165.000 og 260.000 direkte og indirekte job over de næste 20 år. Lufthavnen har en kapacitet på 7,5 millioner passagerer årligt.
The Golden Mile
Den sydlige ende af ”The Golden Mile” – Durbans strandpromenade – er også ved at vågne op til dåd. I forbindelse med det populære Shaka Marine World, der byder på blandt andet delfiner og hajer, er der begyndt at opstå et attraktivt café- og restaurationsliv. Her finder man også flere gamle, tomme, nedslidte, men smukke bygninger, der kalder på en kærlig hånd. Steder med førsteklasses beliggenhed, der rummer muligheder for udvikling i turistregi.
Durban og resten af KwaZulu Natal byder på en uudnyttet kapacitet. Regionen, der ligger ud til det næsten altid varme Indiske Ocean, byder på vildtreservater, bjerge, historie og en række andre attraktioner.