Indien har foretaget en usædvanlig rejse mod økonomisk udvikling. Fra lukket økonomi til pludselig åbning, og så sprang Indien også lige industrialiseringen over og gik direkte til servicesamfundet. I dag er Indien verdens næsthurtigst voksende økonomi

Da Indien i 1947 løsrev sig fra det britiske kolonistyre, stod landet for første gang i flere hundrede år på egne ben. Men det kan være svært at løbe fra historien, og løsrivelsen i 1947 har sat tydelige spor i folkesjælen og den økonomiske udvikling.

Mahatma Gandhi og Indiens første premiereminister, Nehru, fremstod som landets lederfigurer, og det var i høj grad med kolonistyret i hukommelsen, at Nehru ville realisere drømmen om et uafhængigt og selvforsynende Indien.

Økonomisk isolation

Nehrus vej til de to mål blev socialismen, og Indien gik nærmest i økonomisk isolation frem til 1991. Landet lukkede sig inde bag toldmure og importrestriktioner, og den økonomiske politik gjorde generelt forretningslivet svært for de få udenlandske virksomheder, der kom til Indien.

Statens subsidier fik de nationale virksomheder til at vokse de første år, men de tabte efterhånden fart. Erhvervslivet blev aldrig hægtet på efterkrigstidens globale vækst.

Lav ”hinduvækst”

Mathew Joseph er økonom ved den indiske tænketank ICRIER, og han fortæller, at perioden fra 50’erne til 70’erne kaldes  ”hinduvæksten”. Og det er ikke en kompliment. Modsat de østasiatiske ”tigerøkonomier” hang Indien nærmest kronisk fast i en lav vækstrate på tre procent.

- Det var tre årtier med et strengt styret økonomisk regime. Indiske og udenlandske virksomheder skulle søge statslicenser for at få lov at producere. Og når man fik en licens, måtte man kun producere en vis andel. Den strategi hæmmede vækstmulighederne, siger Mathew Joseph.

Bankerot

I 80’erne løsnede Rajiv Gandhi så småt statens greb og tillod - som et rammende symbol på åbningen – dobbelt så mange telefonlinjer. Væksten blev fordoblet, eksporten steg, og flere kom i arbejde.

Fremgangen varede dog kort. Reformerne blev bremset af de offentlige ansatte og landmændene. Og hvad værre var: Indiens gæld voksede, og Gandhi valgte at finansiere det stigende forbrug med kortfristede banklån.

Men det kunne ikke blive ved med at gå, og i 1991 var overtrækket for stort. Inflationen steg, statens finanser kollapsede, valutareserverne skrabede bunden, og 110 millioner mennesker var sendt i fattigdom. Indien var bankerot.

Liberalisering

Indiens økonomi ramte bunden i 1991, og det blev samtidig et skelsættende vendepunkt til en ny åbenhed, der siden har skabt det moderne Indiens økonomi.

Manmohan Singh var finansministeren (i dag Indiens premiereminister, red.) bag en omfattende liberalisering af økonomien. Han igangsatte de økonomiske reformer, der transformerede Indien fra statsstyring til mere fri markedsøkonomi. Det skete ved opgør med statsmonopoler og åbning for fri handel og udenlandske investeringer.

Det resulterede i, at indiske virksomheder skød frem, at omverdenen fik øje på mulighederne, og investeringerne steg. Nu var Indiens væksthjul smurt.

- Krisen var blevet afværget. Indien havde haft politisk frihed i omtrent fem årtier, men det var først den varme dag i juli måned 1991, at landet indledte, hvad der viste sig at blive en vellykket kamp for økonomisk frihed, skriver Asien-korrespondenten og forfatteren Robyn Meredith i bogen ”Elefanten og dragen” (2009).

Guldægget er it og service

Indiens nye guldæg var – og er stadig – it og service. Fra begyndelsen af 90’erne specialiserede landet sig mere og mere i it og service, og i dag står erhvervene herfra for lidt over halvdelen af nationalindkomsten. Pludselig blev det store udviklingsland også synonymt med outsourcing, call centre og it-hajer i kvalificerede mængder.

- På den måde er Indien en speciel økonomi, for landet har nærmest sprunget et trin over i udviklingen, nemlig industrialiseringen. I stedet har Indien udviklet sig direkte til et servicesamfund, siger Mathew Joseph.

I slutningen af halvfemserne mødte Indien en mur, kaldet ”Den asiatiske krise”, som sendte tigerøkonomierne mod bunden. Indiens vækst dalede også, men fra 2003 gik det igen stærkt.

Krise – hvilken krise?

Og siden har Indien stort set ikke lettet foden fra speederen. Fra 2003-2008 voksede landet med en gennemsnitlig vækstrate på imponerende 9 procent.

2008 var året, hvor den globale finanskrise også kom til Indien, og væksten røg 3-4 procentpoint ned. Men relativt set var omkostningerne begrænsede. Laveesh Bhandari, økonom og direktør for den indiske analysevirksomhed Indicus, hører til dem, der mener, at Indiens økonomi ikke for alvor var i krise.

På det efterhånden næsten frie marked er der kommet omkring 300 millioner købestærke forbrugere i middelklassen, og de har holdt dampen oppe under den kortvarige krise, som Indien nu stort set har lagt bag sig. Skrammerne var overfladiske, og Indien har i dag en kæmpe generation af unge entreprenører, der tror på fremtiden.

På blot to årtier har Indien rejst sig fra et lavvækst-land i krise til en position som den næsthurtigst voksende økonomi i verden.