Der er stort potentiale i alle Indiens samfundslag, og Carlsberg har succes med at målrette øl til forskellige segmenter. Konkurrencen er dog hård, så man skal tænke kreativt og sætte sig ind i det komplekse marked
De høje væksttal i næsten alle Indiens sektorer bliver især sendt til vejrs af én gruppe: Forbrugerne.
Ifølge en rapport fra Deloitte vil mulighederne for afsætning stige kraftigt de næste to årtier. Fortsætter fremgangen som ventet, vil Indien blive verdens femtestørste forbrugsmarked i 2025.
- Med sit store marked af middelklasse-forbrugere og en større købekraft har Indien allerede markant indflydelse på det globale forbrugsmarked. Det gælder inden for en lang række forbrugsvarer, siger Rajan Divekar, senior director hos Deloitte Touche Tohmatsu India Private Limited.
Forbrugsboom fortsætter
I tråd hermed har en anden interessant rapport fra McKinsey Global Institute tidligere vurderet, at Indiens forbrugsmarked vil tredobles frem til 2025.
Det er især nye livsstils- og forbrugsmønstre og købekraften, der skaber potentiale.
Når dertil lægges, at Indien har en kæmpe befolkning på knap 1,2 mia. mennesker, hvoraf 480 mio. er under 21 år, behøver man ikke gå til astrolog for at bekræfte en lovende indisk fremtid.
Nye vaner
Carlsberg er en af virksomhederne, der har oplevet forstærket interesse for sine produkter.
Da bryggerigiganten i samarbejde med IFU etablerede sig i Indien i 2007 drak den gennemsnitlige inder kun en liter om året – cirka 100 gange mindre end i Danmark. Fire år senere har Carlsberg med fem bryggerier slået igennem på markedet, der i 2010 voksede med 20 procent.
- Indiens forbrugere har et langt mindre rådighedsbeløb end i Danmark, men de udgør en kæmpe gruppe. Udover det eksklusive salg i toppen af samfundet, sælger vi også godt i det stor lag under middelklassen. Her kommer vi til at se nye muligheder i fremtiden, siger Søren Lauridsen, direktør for Carlsberg India Pvt. Ltd.
Lyt til markedet
Søren Lauridsen beskriver Indien som et forskelligartet og overraskende marked.
- Man kan ikke placere en multinational forretning i Indien og tro, at klaveret bare spiller. Man må tilpasse sig. Carlsberg troede for eksempel, at alle dem med små økonomier ville efterligne de rige i forbrugsvaner, som man typisk ser derhjemme. Men de følger deres egne mønstre, siger han.
Udover Carlsberg satser en række danske virksomheder på drikke- og fødevarer i Indien, heriblandt Orana, Danisco, Chr. Hansen og Ess-Food A/S. Generelt vurderes fødevarer og mejeriprodukter at give store muligheder for danske virksomheder i Indien – med salg af både produkter og produktionsudstyr.