Industrialiseringsfonden for Udviklingslandene (IFU) har i de senere år intensiveret indsatsen og tilstedeværelsen i Afrika. Vi har nu regionalkontorer i henholdsvis Sydafrika og Kenya, og i 2009 åbner vi endnu et kontor i Ghana. Vi har derudover et stort netværk af lokale rådgivere og eksperter samt samarbejde med mange afrikanske institutioner. Det giver tilsammen en solid baggrund og viden, som danske virksomheder kan gøre brug af, hvis de ønsker at etablere sig i Afrika.
IFU har i de seneste ti år øget investeringerne i Afrika markant og samtidig forbedret indtjeningen. 2008 var et rekordår for IFU’s investeringer i Afrika, hvor fonden investerede lidt mere end 175 mio. kr. i 17 selskaber. IFU’s investeringer i Afrika udgør nu cirka 40 procent af fondens samlede årlige investeringer.
Årsagen til, at investeringerne stiger, er blandt andet, at der er kommet mere kommercielt fokus på Afrika, og at flere danske virksomheder har set mulighederne for at gennemføre profitable investeringer på det afrikanske kontinent. Derudover har væksten i Afrika nu i flere år været høj, og efterspørgslen efter diverse forbrugsgoder er stigende.
Den globale finanskrise påvirker også Afrika. Men mens der i de vestlige lande er recession, vil de fleste lande i Afrika fortsat opleve vækst på omkring to procent i 2009 stigende til omkring fire procent i 2010.
Der er derfor fornuftige muligheder for at gøre forretning i Afrika. Og det er måske netop i år, hvor den vestlige økonomi er i bakgear, at virksomhederne skal vende blikket mod et kontinent, hvor væksten fortsat er stigende.
Med dette tema vil vi gerne give et indblik i muligheder og udfordringer for danske virksomheder, der kunne have interesse i at etablere sig i Afrika. Temaet fokuserer på en række forhold, som er væsentlige både før, under og efter at virksomhederne har sat deres kommercielle fod i Afrika.
Du er altid velkommen til at kontakte en af vores investeringsrådgivere for yderligere information.