Statistik og akkumulerede regnskabstal (IFU)
Det samlede antal IFU-projekter nåede op på 719 ved udgangen af 2010, hvor IFU var trådt ud af de 492. IFU-projekternes succes og rentabilitet kan kun vurderes på lidt længere sigt – og fra IFU’s synspunkt bedst efter fondens exit. I det følgende vil udvalgte afkastdata og regnskabstal blive præsenteret for de projekter, IFU er trådt ud af.
Den interne rente (IRR) på projekter, IFU er trådt ud af
Den totale IRR for de 492 projekter, som IFU er trådt ud af siden etableringen i 1968, er 4,2% fordelt med 5,3 % for aktiekapital og 2,2 % for lån (se grafik nedenfor). Ses på de 279 projekter, der er afsluttet i den seneste 10-års periode, 2001-2010, er der sket en betydelig positiv udvikling med en stigning i den samlede IRR til 7,4 %.
Opdeles afkastet efter størrelsen på IFU’s danske partner ses en klar sammenhæng, hvor projekterne med de store danske partnere har højest afkast. Dette er forventeligt, da store virksomheder generelt kan stille flere ressourcer til rådighed for projekterne, det være sig finansielt, ledelsesmæssigt eller på anden måde. Det er imidlertid værd at bemærke den store forbedring, der er sket for projekter med mellemstore virksomheder inden for den seneste 10-års periode.
I forhold til opdeling på geografi er det værd at bemærke, at den største forbedring i afkastet for den seneste 10-års periode versus hele perioden er sket for Afrika. Set over hele perioden har projekter i Asien klaret sig markant bedst.
Akkumulerede regnskabstal
Det realiserede bidrag fra de 492 projekter i IFU, der er afsluttet siden 1967, viser, at IFU modtog et samlet bruttoafkast fra projekterne på DKK 1.018,7 mio. Aktiekapitalinvesteringer bidrog med DKK 813,3 mio., og lån og garantier bidrog med DKK 217,8 mio.
Cashflow’et for disse afsluttede projektaktiviteter viser, at resultatet fra driften genererede et positivt netto cashflow på DKK 947,3 mio., mens investeringsaktiviteterne genererede et positivt netto cashflow på DKK 48,3 mio.